Hold formen i varmen: Fysioterapeutens tips til en aktiv sommer

0

Fysiocenter Roskildes Niels Honoré guider dig til en fornuftig sommerfysik.

Selvom sommerferie og afslapning går hånd i hånd, er det en dårlig idé helt at droppe træningen. FysioDanmark Roskilde giver dig her nogle gode råd til, hvordan du udholder varmen og nemt holder dig i gang – både under ferien og i den varme tid, der ser ud til at fortsætte et stykke tid endnu.

 Danskerne har dyrket ferie, haver, hav og hængekøjer i en mindre uendelighed.Men selv om sommertiden er skabt til at lægge travlhed og hverdagsaktiviteterne på hylden, er det vigtigt, at du holder dig fysisk i gang – bare en smule. I hvert fald, hvis du gerne vil undgå at helt starte forfra, når hverdagen igen kalder.

Tanken om at træne, når det er allervarmest, kan virke uoverskuelig for de fleste. Men heldigvis skal der meget lidt til for at gøre en stor forskel for din krop.

 Det er jo ikke nødvendigvis på ferien, at man bliver stærkere, sundere eller virkelig gør en forskel, men lidt har også ret. Husk på, at vi alligevel børster tænder to gange hver dag for at holde tænderne ved lige og ”i form”, så forsøg at gøre det samme med resten af kroppen og den mentale sundhed. Det er ikke så meget, der skal til.

 Det sværeste ved at kombinere ferie og bevægelse er, at vi som mennesker ønsker at komme væk fra hverdagen og slappe af. Derfor skal vi forsøge at integrere bevægelse på en sjov måde ved at arrangere udflugter eller oplevelser, hvori der indgår fysisk aktivitet. Lav derfor noget, du kan lide, og uddeleger én dag til hvert familiemedlem, som kan foreslå en aktivitet. Laver I ting, som I kan lide at gøre i fællesskab, gør I det garanteret både i længere tid og har det sjovere.

 Hvis I skal på badeferie, så kan I gå eller cykle til stranden, så er I allerede godt i gang. Lav konkurrencer, når I er på stranden; svøm om kap, løb om kap i vandet, leg med børnene i sandet, spil fodbold/volleyball og vær aktiv. Så har du garanteret været aktiv i mere end de 30 minutter, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Man kan også udnytte ferien til at udfordre sig selv og familien lidt ekstra. Meld jer til noget, I ikke har prøvet før, tag på vandretur, en tur med mountainbiken eller ud at snorkle. Feriesteder vrimler ofte med gode aktivitetsmuligheder, så I kommer ud over jeres komfortzone og samtidig får en fed oplevelse.

 Jo større muskler du har, jo flere kalorier forbrænder du uden at lave noget som helst på ferien. Derfor er det en god idé at holde sine muskler ved lige, da nogle af de positive effekter fra træning og fysisk aktivitet – både fra udholdenhedstræning og fra styrketræning – aftager i løbet af få uger. Studier viser, at det er nok at træne en gang om ugen med reduceret intensitet og stadig bibeholde muskelmasse og -styrke. Så hvis du er i god form, så prøv at holde fast i formen – der skal ikke så meget til,

 Husk vand til de varme dage
Som udgangspunkt skal man være påpasselig med at intensivere sin træning, når varmen trykker, da kroppen er under ekstra pres ved høje temperaturer. I stedet bør man fokusere på at bibeholde status quo. Samtidig er den rette mængde væske altafgørende for ydeevnen, når man træner. Den generelle tommelfingerregel ift. træning i varmen er, at du bør drikke 1 liter vand i timen.

Der er ingen præstationsfremmende effekt ved at drikke mere end dit svedtab, så undlad overhydrering ved at drikke så meget, at vægten stiger under træning. Kroppen kan maksimalt optage 1000-1200 ml væske i timen, og dette bør være din øvre grænse, selvom dit svedttab er større.

Deltag i debatten
Del.