Hilsen Klummeaktivisten

0

Jeg har ikke skrevet klumme i et stykke tid. Ud over at have “travlt”, som jeg har på fornemmelsen er en ret udbredt samfundstendens, så har jeg bakset med en del tanker om, hvorfor jeg og andre overhovedet skal skrive klummer. Altså hvad jeg og andre kan få ud af at skrive og læse klummer.

Men lad mig lige starte et andet sted. I onsdags var jeg nemlig til Demokrati Fitness i Den Gamle Byrådssal. Træningsformen, hvor man på 30 minutter bliver oplyst om og udfordret i forskellige demokratiske færdigheder, er et koncept, jeg selv har været med til at udtænke og udføre. Men i onsdags var den “demokratimuskel” vi skulle fitness-træne ikke så velkendt for mig. Eller det troede jeg i hvert fald.

Vi skulle træne vores aktivisme, forstået på den måde, at vi skulle finde frem til de gange i vores liv, hvor vi er blevet indigneret, motiveret eller aktiveret til at gøre noget. Aktivisme kan nemlig ifølge Demokrati Fitness-træneren forstås som de tidspunkter, hvor vi er aktive deltagere i demokratiet. Det kunne være ved at stemme til kommunalvalget, hænge et banner op, skrive et læserbrev eller oprette en facebook-gruppe. Og med den definition er jeg åbenbart temmelig aktivistisk for tiden. For da vi skulle finde ind til det, der tænder aktiviteten eller aktivismen i os, gik det på de 30 minutter op for mig, at jeg på det seneste har været optændt af en indre ild, der handler om mine (og til dels andres) børns velbefindende.

Hvis jeg har fornemmelsen af, at det afkom jeg har sat i verden har en dårlig hverdag eller en sort fremtid, så kan jeg godt mobilisere en hel del handlekraft eller aktivisme om du vil. Det har de seneste måneder fx udmøntet sig i flere facebookgrupper, bannerophængning, happenings i børnehaven og ikke mindst nysgerrig dialog med en hel del andre forældre. Og så har det også betydet en umanerlig dårlig samvittighed i forhold til kommunalvalget – grænsende til det opgivende. For da jeg pludselig blev aktiv på en sag, så føltes det på samme tid så utilstrækkeligt at få stukket en flyer i hånden, kæmpe sig gennem valgdebat-junglen og tage diverse kandidattests på nettet.

Det blev så grelt, at min i forvejen hårdtprøvede bedre halvdel måtte modtage en langside om det fuldstændigt useriøse og demokratidræbende i overhovedet at tilbyde den slags latterligt overfladiske og løgnagtige tests … og det var bare fordi han foreslog, at vi skulle besvare to tests sammen for at tale om vores svar.

Den ærlige historie er, at jeg – som du måske kan genkende – har ventet indtil sidste øjeblik med at forholde mig til kandidaternes standpunkter og at jeg, da jeg så endelig kom i gang, simpelthen følte, at det var en uoverskuelig opgave. Ikke mindst fordi det gik op for mig, hvor alvorlig en sag sådan et kommunalvalg egentlig er. Det er jo faktisk det næreste nærdemokrati, vi har, og det tætteste vi som almindelige indbyggere kommer på direkte magt i det danske parlamentariske system. Selvfølgelig er der demokrati i forældrebestyrelser og beboerforeninger, men her én gang hvert fjerde år, har jeg som helt almindelig indbygger mulighed for at pege på lige præcis dén kandidat, som jeg mener, skal repræsentere mig og mine synspunkter de næste fire år. Det er sgu’ en ret vigtig beslutning at træffe. Og jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at svaret lå lige dér foran næsen på mig, jeg skulle jo bare lave lidt research og måske tage til et vælgermøde eller to. Bare og bare. Det skete bare lige aldrig. Det tætteste jeg kom på research, var de kandidater, jeg tilfældigvis kom i snak med på cykelstien på vej til arbejde eller foran Frodes skole. Som gammel journalist synes jeg ikke ligefrem, at min research var særlig tilstrækkelig. Dertil kom alle de helt forkerte nyheder jeg har brugt min tid på. Nyheder der beskriver manden meget mere end bolden. Bolden, bolden, bolden for fanden. Er det personen eller holdningerne eller moralen man skal gå efter? Og kan de tre ting overhovedet adskilles? I desperation gik jeg i gang med at google, hvilke besparelser de forskellige partier foreslår. På den måde kunne jeg måske fravælge partier eller kandidater, der ville spare på børneområdet. Men der var ikke rigtig så meget at hente på den søgning. Partier og kandidater vil sjovt nok meget hellere tale om, hvor de vil bruge flere penge end hvor de vil spare. Og hvis jeg endelig fik trængt en kandidat op i en krog var besparelsen så svær at gennemskue, at jeg blev i tvivl om, jeg kunne tro på, at det var en farbar vej. Så handlede det lige pludselig om tro.

I skrivende stund har jeg endnu fire dage, til krydset skal sættes. Og her kommer min klumme så ind i billedet. For de 2 timer og 11 minutter jeg nu har brugt på at formulere ovenstående er en af mine måder at være aktiv på. En klumme er en form for aktivisme for mig. Ikke fordi den er velresearchet eller repræsentativ. Men fordi den er ærlig og åben i sin form. Du kan læse, hvad jeg tænker og mener. Og du er velkommen til at ytre dine tanker og holdninger, når jeg fx deler klummen på de sociale medier. Klummen er min demokratiske aktivisme.

Selvom det ikke ændrer det faktum, at jeg stadig ikke ved, hvad jeg skal stemme på tirsdag!

Deltag i debatten
Del.