Forestil dig en verden uden musik!

0

Øh, ok. Altså, jeg kan selvfølgelig godt prøve at bruge min fantasi og skabe mig et billede af, hvordan det ville lyde, hvis man skulle nøjes med at recitere fødselsdagssangen uden toner til den næstkommende fødselsdag, ventetiden i telefonen uden pausemusik til Telia, min bankrådgiver eller SKAT (for blot at nævne nogle af de ’vigtige’ numre, jeg tit ringer til). Dansefesterne til den lyse morgen ville ligne noget eksperimenterende mime-teater, hvis det hele foregik i stilhed, alle Tv-reklamer ville blive endnu mere underlige og postulerede uden musik. EM i fodbold uden nationalsangen, Roskilde Festival, Vild med Dans og X-Factor uden… nårh, nej. For ikke at tale om alle de andre steder i dagligdagen, hvor musik hele tiden indgår som en naturlig del af pakken. Et liv uden musik kan ikke lade sig gøre. Vi er dømt til at leve med musikken. Den kommer ud af os, vi vil gerne udføre den og vi vil gerne lytte til den. Vi har brug for den. Al forskning viser oven i købet, at den gør os klogere. Den er naturlig og som sådan ikke noget, vi kan fravælge. Men derfor skal vi alligevel passe på den, nære den, udforske den og gøde den. Og passe på den del af vores musikliv, som allerede fungerer. Det ved Roskilde heldigvis godt, men regeringen har sparekniven fremme. Så tillad mig, at jeg bliver lidt politisk på mit fags vegne – vi er godt på vej til varig skade, hvis ikke vi passer gevaldigt på.

Musikken nedprioriteres markant i vores lille land. Den beskæres her og der og alle vegne. Vores verdensberømte operakor blev kraftigt skåret ned få år tilbage, DR Underholdningsorkesteret blev nedlagt, Det Kgl. Kapel er blevet kraftigt beskåret, Copenhagen Phil vil man have nedlagt og så skal al den levende musik i DR – kor, orkestre og bigband flyttes over på Det Kgl. Teater – hvis du spørger Alex Ahrendtsen og Mette Bock, hvilket ville være det samme som at blande håndboldlandsholdet og fodboldlandsholdet og bede dem om at afløse hinanden, da de jo alle sammen spiller med – en bold. Det hele har noget at gøre med medieforliget, der indledes til sommer, hvor man ikke mener, der bliver råd til DR’s Orkestre og kor. Og hvor DR’s Koncertsal kan ende med at skulle fungere som en selvstændig enhed.

Forestil dig en verden uden musik… i hvert fald i DR. Jeg er ikke neutral i denne her sag. Jeg har haft min faste gang i DR siden jeg var 10 år. Jeg har sunget i DR’s Børnekor og Pigekor og har lavet TV derinde som freelancer i 12 år. Nu synger min søn i DR’s Børnekor. DR er et fantastisk hus, der rummer det hele. Ypperlige journalister og fremragende musikere og sangere.  Selvfølgelig er musik en del af public service. Selvfølgelig skal DR Symfoniorkesteret, korene og bigbandet hører under DR og selvfølgelig skal DR have sin egen koncertsal!

Jeg ved ikke, om Mette Bock har spillet musik. Men hendes måde at udføre kulturpolitik på vidner om en grundlæggende mangel på forståelse og respekt for faget. ”At fjerne orkestrene og korene fra DR er som at tage hjertet ud af en krop. Et Draculabid af ekstreme dimensioner”, udtalte en klog kollega for nylig.

Kære politikere og andet godtfolk, der har glemt musikkens betydning, man bygger ikke bare orkestre og en hel korskole op igen, man først har lukket! Det tager mange, mange år. Og hvis I vil boltre jer i gode hovsa-løsninger, så hold jer til Christiansborg AllStars og jeres optræden til Danmarksindsamlingen. Jeres sang- indslag for et par år siden gav godt nok langvarig skade i alle de tæer og øresnegle, der måtte krumme sig sammen, mens det stod på, men bagefter kunne man heldigvis bare grine ad det. Det samme vil man ikke kunne, hvis I beslutter jer for et DR – uden musik. Det bliver aldrig sig selv igen.

Deltag i debatten
Del.