Feminisme, borgerlighed og alt det midt imellem

0

Jeg er nok egentlig feminist. Ikke på den moderne måde, hvor feminismen handler om alt muligt ligegyldigt, men i den mere klassiske forstand, hvor det handler om ligestilling. Den slags feminisme, hvor det er ok også at kæmpe for mændene – og at det at gøre opmærksom på det, ikke er at negligere den kvindelige pendant til problemet.

Kampen for at nedbryde tabuet og skammen omkring seksuelle overgreb mod mænd, synes jeg eksempelvis, er ligeså vigtig som den kamp, der er for at nedbryde selvsamme tabu og skam blandt kvinder. Ikke mere vigtigt. Ikke mindre vigtigt. Bare ligeså vigtigt.

Jeg bliver godt gammeldags irriteret, når de mest ekstreme feminister foreslår, at mænd skal udelukkes fra festivaler. Eller når en kendt debattør fortæller, at han bruger et såkaldt ’pikbur’, fordi hans partner ikke skal frygte, at han udsætter hende for vold og overgreb. Fremstillingen af alle mænd som monstre uden nogen form for impulskontrol gør mig rasende, og den del klæder ikke feminismen.

Jeg er af den skole, som ikke stræber efter resultatlighed, men efter at mænd og kvinder skal have lige muligheder. Jeg er af den skole, som hader kønskvoter, hvor man ikke stoler på, at kvinder har kompetencerne til at klatre op i systemet selv, eller ikke har tiltro til, at vi som samfund kan rykke i en mere rigtig retning uden statslig indblanding. Selvfølgelig kan vi det.

Jeg er nok egentlig ikke så klassisk feministisk, som jeg påstår at være, for jeg er med på de moderne feministers kamp mod slutshaming. Det er ikke kun dem, som dømmer de mennesker, som har været sammen med mange, men også dem, som dømmer personer, som har været sammen med få, som er et problem. Faktisk er det bare alle, som blander sig i, og dømmer, andre folks sexliv. Victimblaming er et andet moderne begreb, men det er ikke mindre relevant: vi skal lade være med at give offeret skylden – uanset om vi taler voldtægt, overfald, hævnporno eller noget helt fjerde.

Jeg har aldrig kaldt mig selv feminist af den årsag, at jeg ikke kan identificere mig med de (til tider ekstreme) feministiske budskaber, som præger mediebilledet. Derudover er jeg borgerlig – og så kan man ikke være feminist. Det blev jeg i hvert fald engang fortalt af et par venstreorienterede feminister i en debat på det feministiske magasin Friktions Facebook-side.

Det var simpelthen ikke muligt at være både borgerlig og feminist ifølge dem, og det er ærgerligt. Ærgerligt, fordi det er tåbeligt at se ned på nogen, som til dels har samme mål, blot fordi vejen derhen er en anden. Ærgerligt, fordi det vidner om en mangel på respekt for andres holdninger, hvilket er et generelt problem i den politiske debat i Danmark. Det gavner intet – men skader meget.

I disse dage er der livlig debat om lønforskellen mellem kvindelige og mandlige fodboldspillere. Og der er ingen tvivl om, at forskellen er stor. Nok også for stor – men det skal ikke bestemmes fra politisk hold. Det er en aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager – præcis, som den danske model foreskriver. Med den interesse, der er lige nu, så kommer lønnen fremover til at stige for de danske fodboldkvinder – i takt med at TV-indtægter og sponsorater bliver større.

Sådan er der så meget, der ændrer sig, og sådan udvikler vi os som samfund, i takt med at vi hver især udvikler os som individer. Helt uden statslig indblanding – og det er egentlig ret smukt.

 

Deltag i debatten
Del.