Falske nyheder

0

Falske nyheder hedder pt. fake news. Begrebet fik navnlig liv i kølvandet på Donald Trumps indsættelse som præsident i USA. Her hed det i første omgang ”alternative fakta”. Spørgsmålet gik på, om der var flere eller færre, der overværede indsættelsen, sammenlignet med Obamas indsættelse i 2013. Billederne fra luften fra de to indsættelser dokumenterede, at der var færre til Trumps indsættelse, men det afholdt ikke Trump fra at sige, at der, hvor han så det fra, var der flere.

Er det nu rigtigt?

Nej, det er det ikke. Det var faktisk ikke Donald Trump, der talte om antallet af borgere, men hans pressesekretær, Sean Spicer. Han hævdede, at der var flere ved Trumps indsættelse. Spicer blev efterfølgende forsvaret af Trumps rådgiver og kampagnestrateg, Kellyanne Conway, der kaldte Spicers udlægning for ”alternative facts”. Det skal for sjovs skyld lige bemærkes, at udtrykket faktisk havde været brugt af Trump i en bog fra 1987
.
Er det så hele sandheden?

Næppe. Udredningen af hele denne hændelse vil fylde en del. Det, der står ovenfor, er blot en kortfattet og ufuldstændig version. Tanken var at illustrere problemet med at håndtere ”fake news”, ”alternative facts”, og hvad man ellers kalder letsindig omgang med sandheden. Skal man gendrive den slags, kræver det tit lange svar, fordybelse, indsigt osv., og det kræver en modtager, der vil fordybe sig i de lange svar – og gøre det med kritisk sans. Tendensen til at udtrykke sig i korte twitter-beskeder, likes og lignende modvirker den langsomme vej mod viden og indsigt.

Men den første betingelse er dog, at vi er enige om, at der er noget, der er sandt, og noget, der er falsk. Allerede dér, har man indtryk af, skrider det. Tilsyneladende er det sådan, at hvis jeg synes, at noget er rigtigt, så har jeg ret i, at det er sandheden. Det er det ikke, efter min opfattelse.  Der findes eksperter, der har fordybet sig og ved, hvad der er sandheden – indtil vi bliver klogere.

Nu kommer det så også an på, hvad vi taler om. At konstatere at det regner, må være en sandhed. Om det er godt eller dårligt er til gengæld op til hver enkelt at vurdere og diskutere. Det er her holdningerne og de politiske valg kommer ind. Så i stedet for at benægte fakta, kunne Trumps pressesekretær i stedet blot have sagt: Og? For hvilken betydning har det egentlig, om der var flere eller færre?

Deltag i debatten
Del.