Et ordentligt nytårsforsæt

0

Af Kristian Gylling

Lavede du et nytårsforsæt? Det gjorde jeg. Men jeg tror egentlig, der er mange, der er holdt op med at lave nytårsforsætter, fordi det ender med, at man ikke kan holde dem – og derfor bare resulterer i dårlig samvittighed fremfor handlekraft og vilje til at gøre en forskel i det nye år.

Men det er egentlig en skam, at denne interesse for at gøre verden til et bedre sted, er gået lidt fløjten. Nytårsforsætter vidner grundlæggende om vores vilje til ordentlighed i vores livsudfoldelse. Og selvom eventuel manglende handlekraft nok ind i mellem sender vores fortsætter til hjørne indtil næste nytår, har vi dog gjort et forsøg på, i ordentlighed at turde vise viljen til det bedre, og den disciplin, synes jeg, desværre for tiden er en mangelvare i det offentlige rum.

Se bare på vores statsminister, der forblommet taler om, hvor godt det går, krydret med en populistisk mærkesag om ghetto-saneringer. I stedet for at levere nogle ordentlige nytårsforsætter om, hvordan han vil skabe en bedre verden, hvor de hjemløse igen får et sted at bo, hvor velfærdsstaten får en saltvandsindsprøjtning så socialkontorer, sygehuse og skoler igen kunne blive steder, vi havde tillid til, fremfor at vi hele tiden drives mod privatsygehuse og privatskoler, hvis vi altså har råd. Det ville klæde statsministeren at sigte lidt højere med sit nytårsforsæt.

I Roskilde er spørgsmålet om borgmesteren og hendes følge formår at udmønte deres fine nytårsforsætter og valgløfter til realpolitik, eller om det kun bliver ved selskabslegen og skåltalerne, nu hvor de har fået et klart mandat til at handle. Der er ingen tvivl om, at det sociale Roskilde også trænger til en saltvandsindsprøjtning, som på kort sigt koster. Derfor bliver det nu spændende at se, om Joy er en ægte prinsesse, en ægte socialdemokrat, der slet ikke kan sove trods de 20 edderdunsdyner, fordi sengen er fuld af ærter nedenunder det hele…

Eksemplet til efterfølgelse er vores dronning. Hun kridter banen op for os i sine nytårsforsætter, for hun har, som altid, grundbegreberne i orden. Der er aldrig slinger i valsen, når hun tillidsvækkende får et vi til at blive et fællesskabets Vi, og I sin årlige nytårstale giver os alle et velplaceret spark til overvejelse og drøftelser hjemme ved kaffebordet. Med sit klare nytårsforsæt, viser hun os, hvad vi er gjort af, og hvad vej samfundet bør gå.

Derfor er mit nytårsforsæt at drive mod ordentlighed, der maner til respekt og eftertanke, ja, ligefrem stiler mod at skabe en bedre verden – velvidende at det koster på den populistiske bundlinje. Men den er dronningen og jeg ikke bundet af. Er du?

Godt nytår!

Deltag i debatten
Del.