En rigtig forælder

0

Jeg er adopteret. Det blev jeg, da jeg var otte år gammel af min far, som sammen med min mor har været der gennem hele min opvækst og hele min barndom. Dengang betød det meget for mig at få et papir på vores relation, fordi klassekammerater konstant brugte termen din rigtige far om min biologiske af slagsen. Hvis jeg havde papir på det, så ville min far jo ikke bare være min far, men også blive min rigtige far. I dag betyder min adoption ikke det store for mig, udover at den repræsenterer det forhold min far og jeg har – nemlig far og datter, men derudover er den jo egentlig en smule ligegyldig. Min far bliver hverken mere eller mindre min far af, at jeg har papir på det, ligesom jeg ikke bliver hverken mere eller mindre hans datter af at have papir på det. Det er ikke dét, det handler om.

Jeg møder stadig termen rigtig far, når jeg en meget sjælden gang imellem taler om min adoption med venner eller bekendte. Og mine venner gør det jo ikke i nogen ond mening. Det er fuldt forståeligt, at dét, at min far ikke er min biologiske far, giver anledning til spørgsmål. Og det har jeg ikke noget imod. Jeg svarer gerne, men i det øjeblik man siger ’rigtig far’ om én, som ikke er min far, så siger man implicit også, at min far er forkert. Det bliver jeg aldrig enig i.

Så hvornår er man en rigtig forælder? I mine øjne er man en rigtig forælder, når man tager sig af sit barn. Det at man er der, når det falder og slår sig – både fysisk og psykisk. At man støtter og udfordrer barnet. At man er der for barnet. At man opdrager barnet. At man sørger for, at barnet er trygt. Sådan er mine forældre. Mine forældre er jo i bund og grund min mor og far på grund af alle de ting, som de har gjort for mig i tidernes løb – ikke på grund af DNA.

Mine forældre laver engang imellem sjov med at diskutere, hvorvidt arv eller miljø spiller den største rolle, når jeg klarer mig godt – jeg kender svaret, for selv om min mor vinder slaget, når det kommer til udseendet, hvor vi ligner hinanden en hel del, så vinder både min mor og far, når det kommer til mit sind og min personlighed. Jeg er formet af den opvækst, de har givet mig – sammen. Fuldstændig uagtet det blod, som flyder rundt i min krop. De er mine helt rigtige forældre.

Deltag i debatten
Del.