En ny begyndelse

0

Af Claus Niller

Claus Niller er rektor på Roskilde Katedralskole. Han er født og opvokset i Ringparken og har altid engageret sig i lokalsamfundet, særligt i byens uddannelses- og musikliv.

Hundredvis af børn og unge fra Roskilde-egnen har taget hul på skole- og studiestart de sidste uger. Det understreger, at Roskilde er en stor og vigtig uddannelseskommune, hvor vi inden for en radius af fem kilometer stort set har alle de uddannelsestilbud, der gives i Danmark. Fra vuggestue til universitet – eller som jeg af og til siger: fra ble til Ph.d.

Det giver Roskilde en helt unik position i Danmark som en af Danmarks vigtigste uddannelsesbyer. En position, som vi heldigvis over årene er blevet mere og mere bevidste om, og som vi nu både understøtter og har stor gavn af.

Derfor er det også vigtigt, at vi fremadrettet fortsat sætter uddannelserne i centrum. Det er om noget det, som Roskilde – og for den sags skyld hele Danmark – skal leve af. 

For alle børn og unge, der i disse uger starter i skole, på en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse for første gang, er der tale om begyndelsen på en ny og afgørende fase i livet. En fase der bliver definerende for, hvem vi er, og hvilket liv vi kommer til at leve. 

Også derfor er uddannelse vigtig, og det er helt afgørende, hvordan vi modtager børn og unge. På Roskilde Katedralskole har vi valgt, at skolestarten starter med et kram. Eller som vi siger: Den rette dosering af kærlighed og krav. For det er vigtigt at få en god start. En god skolestart giver et trygt udgangspunkt for den faglige og personlige udvikling, der nu skal ske. Når man har det godt, så lærer man bedre.

Jeg har fornøjelsen af at bo i Roskilde centrum. Da jeg kom hjem en eftermiddag i sidste uge, blev jeg mødt med en relativ voldsom larm og musik fra en af byens dejlige parker. Min første reaktion var: Hvad er nu det? Hurtigt gik det op for mig, at det var de nye studerende på RUC, der var inviteret ind for at møde Roskilde, og det skulle selvfølgelig ske med gang i den og noget musik, der viste, at Roskilde også er en musikby; et sted hvor vi dyrker musikken, også uden for hjemmets fire vægge. 

Det gjorde mig glad. Glad for at bo i en by, hvor vi prioriterer uddannelser, og hvor vi med borgmesteren i spidsen tager godt imod alle de unge, der hver dag valfarter til byen i tusindtal for at blive klogere og tilegne sig de kompetencer, der skal til for at få gode liv og for på bedste vis at bidrage til samfundet og dermed vores alles bedste.

Vi skylder os selv og dem, at de får de bedste betingelser og den bedste modtagelse. Velkommen alle sammen, uanset om du starter i vuggestue, eller du starter på din Ph.d.

Og lad mig så slutte med at sige tak til Paperboy for tre gode år. Også til jer skal der lyde et held og lykke med den nye begyndelse.

Deltag i debatten
Del.