De ting livet er gjort af

0

Det vi har, har vi kun til låns, og vi får ikke meget med os i kisten. De fleste af os kunne uden tvivl gå igennem livet med færre materielle goder, end vi tilegner os på vejen mod afslutningen. Og der er utvivlsomt meget, vi omgiver os med, som vi grundlæggende ikke har brug for. Som ikke bidrager til vores liv og vores lykke.

Når det er sagt, bliver de særlige ting, og de særlige oplevelser, vi omhyggeligt udvælger, en del af vores liv. De bidrager til vores liv snarere end at stå i vejen for det. Der er den særlige stol, der følger os resten af livet. Her er blevet tænkt store tanker, og børn har siddet på skødet og fået læst utallige bøger op – oplevelser de tager med sig ind i voksenlivet. Der er familiens hjerte, køkkenet, der danner rammen om både de store middage og hverdagens hurtigretter, om familielivet, kærligheden, lektierne og samtalerne.

Boligen og det, vi putter i den, bliver en uadskillelig del af vores liv og historie – og det samme gør alle de oplevelser, vi involverer os i undervejs. Vi sanser os gennem livet, og vi husker de særlige stunder, hvor godt selskab i kombination med god mad og vin gik op i en højere enhed. Det er nogle af alle disse gode ting, vi fylder i livet, som vi kigger på i dette tema. Livet er kun til låns – så lad os da nyde det undervejs.

Deltag i debatten
Del.