Alder har ”måske” ingen grænser

0

Af Lone Carmel
Lone Carmel er privatpraktiserende psykoterapeut MPF i relazion. familierådgiver, kandidat i pædagogisk psykologi, foredragsholder og forfatter til bogen ”Hverdagsrelationer – når det nære bliver svært

Det er som om, vi føler os unge indeni. Yngre end vores faktiske alder. Det er kun de andre, der bliver ældre. Måske går ens hjerne eller sindet på et tidspunkt i stå, så vi tror, vi er, som vi altid har været. Men vi bliver alle ældre, og hver en rynke er tegn på visdom. 

Måske er alderen mere og mere underordnet. Livet går i cyklusser. En tid som ung, som voksen, som senior, som ældre. Vi lever stadig længere, og gruppen der bliver over 60 vil fremover blive markant større.

Seniorliv har mange facetter. Det har en betydning, om vi har børn og måske børnebørn, bor i en familie eller er single, har et job, og hvor længe vi skal, kan og vil arbejde, samt om vi har et godt helbred.

Mange over 60 har børn, og nogle har børnebørn. De fleste holder meget af det forhold, man kan få til sine børnebørn, fordi det er noget andet, når der er en generation mellem. Det gør relationen meget særlig. Man kan nærme sig hinanden uden at få så meget i klemme. Nogle er meget tætte på hinanden.

Det kan forventes af ens travle børn, at man passer de syge børnebørn eller henter hver onsdag. Det er ikke sikkert, du vil det. Man må gøre det, man synes der passer til ens behov og engagement. Vær dine egne behov og valg bekendt uanset andres forventninger.

Måske må du sige nej, selvom dine børn kan blive skuffet. I andre familier bruges der meget tid sammen, fordi der nu er en anden ro og overskud hos dig. Nyd det at kunne bidrage med den erfaring og viden du har. For at blive klogere af historien bliver aldrig umoderne.

Har du ingen børn, kan det være du har lånt nogen eller bruger tiden på venner og bekendte. Måske har du mere tid til frivilligt arbejde eller andre interesserer. Det kan være anstrengende at skulle se billeder og høre om de andres børn og børnebørn. For det er ikke sikkert, du synes, det er så fantastisk, at lille Magnus ikke bruger sut mere. Så gælder det om at sige det på en ordentlig måde. ’Nej tak’ kan være et kærligt svar.

Til jer der har ældre singlevenner. Husk at inviter dem. Det kan være dobbelt ensomt at blive ældre og være den, der har mistet eller er blevet skilt og derfor ikke får invitationer som alle andre er par. Til jer der bor alene. Husk også selv at få inviteret. Se efter alle de arrangementer der er rundt omkring, for du behøver ikke at være ensom, fordi du er alene. At vove sig selv en stund. At grine med nogen kan sætte fut i det hele.

Man lever længere når man er sammen med andre. Når man er over 60, kan man for alvor mærke, hvordan man har levet sit liv og det kan få betydninger. Har man røget, kan det være man har sorte lunger. Har man arbejdet meget, kan det være du har misset dit barns opvækst. Det er dog aldrig for sent. Du kan nå at få luft i lungerne, at lære dine børn mere at kende. Dog kan mobilitet eller sygdom give nogle udfordringer. Transport og de frie valg kan være snævrere, hvis du har besvær med helbredet eller bor i landdistrikter uden god adgang til offentlig transport.

De fleste vil gerne arbejde så længe så muligt med en fleksibel ordning. Andre er dog nedslidte og tæller dagene til pension. For mange er det mindre vigtig at have og skulle erobre magten, end det var tidligere. Det viser sig, at flere skifter job, når de er over 60, end man har set det tidligere. Erfaring og stabilitet kan være vigtigt for arbejdspladsen.

For dem der stopper med at arbejde, er det for mange en god ide at det foregår gradvist. Det at have noget særligt at lave andet end arbejde – en fritidsinteresse, nogle andre mål og drømme kan betyde meget. Mere end man måske lige tror. Arbejdet fylder meget, både fysisk og psykisk for de fleste. Så for nogle kan det tomrum, der kommer, synes farligt og give begrænsninger, for andre nye muligheder.

Der er en tendens til at vi hele tiden skal være på og præstere. Vi skal helst også rejse meget. For tænk hvis vi gik glip af noget. Man må ikke gå i stå. Men det er vel i orden at kroppen også siger mere hvile, mere ro, flere vaner og rutiner. At sætte sig i lænestolen. Måske læse eller male og drømme. Samtidig viser det sig at være nysgerrig og reflekterende holder hjernen i gang. Begge dele giver de fleste en større livskvalitet.

Deltag i debatten
Del.