”1 milli, 2 milli, 3 milliarder…”

0

Jeg forstår mig ikke på penge. Jo, jeg har altid været god til at bruge dem, i perioder er jeg endda også rigtig god til at tjene dem, men de forsvinder altid igen. Jeg synes, de er sjovest at bruge og give væk. Opsparing, øh, er det noget med en sparegris, der står i vindueskarmen eller er det den dér ekstra konto, vi fik, som vi alligevel altid må overføre fra, når der er lavvande på budgetkontoen? Jeg ved ikke, hvordan I andre gør det. Jeg får aldrig penge tilbage i skat, det viser sig altid, at jeg alligevel har betalt for lidt pga. mine B-indtægter, der varierer markant fra år til år. Og ups, så var man bagud igen. Og skylden kommer snigende. Skylden og skammen over igen at skylde nogle noget og lidt for meget og tænk på dem i ’luksusfælden’, de har da slet ikke styr på det og nu er du selv sådan én social taber og om lidt kommer fogeden og pantelåneren og fandens fødselsdag og tager dit klaver (nårh, nej, det er jo ingenting værd i disse digitale tider…) – men så din bil da. Og du er dømt til bus og gå-ben resten af dit liv! Og børnene må stoppe til svømning. Sådanne søvnløse nætter med selvpinende livstrusler døjer jeg med i perioder og nej, det er ikke sjovt og ja, det er også flovt, fordi man SKAL jo have orden i sin økonomi, når man er voksen. Det mener jeg virkelig, man skal. Og jeg betaler så prisen ved at krumme tæer og må betale gæld tilbage med store renter. Det tager lang tid. Og der røg det hus og den rejse til Cuba. Men det er prisen for at kaste sig ud, hvor man ikke altid bunder.

Og prisen er høj, fordi man bliver så helvedes fastlåst. Men det værste er dog, at jeg har skammet mig så meget. Og følelsen af, ikke at have hjernekapacitet og fornuft nok til at forvalte den dér økonomiske skude, den følelse kan virkelig pine mig.

Men det er slut nu. Med hjælp fra højere magter fik jeg med ét frataget al skyld. Der kom nemlig en engel og reddede mig. Eller faktisk ikke bare én. En skattefar (med familie) og en hel masse ministre i hånden dannede en kærlighedsring omkring min fortabte sjæl, og fortalte mig, at de heller ikke havde styr på en skid. ”12, 3 milliarder af skatteborgernes dyrebare kroner – også dine – ligger og slikker sol i Dubai, USA og Malaysia og de har ikke tænkt sig at komme hjem igen,” messede de i kor. ”Det værste er, at vi har selv sendt dem derned,” sagde Sven Skattefar. ”Der kom sådan en sød mand fra London og spurgte, hvordan man nemmest kunne gøre kup mod den danske statskasse. Og det fortalte jeg ham selvfølgelig, da det var min pligt efter de anvisninger, jeg havde fået af mine chefer. Jeg var helt alene om at sende alle pengene af sted, da næsten alle de andre medarbejdere var sparet væk og den sidste var gået på pension. Vi hyggede os rigtig meget, når han kom og bad om penge og vi drak også øl og gik i byen. Det er vigtig at tage godt i mod udenlandske kunder,” sagde skattefar. ”Men nu er jeg fyret. Jeg var vist alligevel lidt for gæstfri og jeg vidste jo heller ikke, at alle pengene skulle ned til Sanjay Shah i Dubai, så han kunne bygge sit hus færdig.” Ministrene syntes, det var noget værre noget, men ingen ville tage ansvar for det. Og pengene kom aldrig tilbage.

Så kan man græde nok så meget over spildt mælk og penge, man ikke kunne få til at yngle. Og man kan græde over, at Mette Bock er i gang med at slagte Copenhagen Phil og vil sende pengene til de andre landsdeles orkestre i stedet for at insistere på, at alle orkestrene selvfølgelig skal have flere penge. For det er da kulturen, man skal hjælpe, når man er kulturminister, ikk’? Eller?  Vi kan græde over alle de penge, der gik tabt og kunne have været brugt til ældreplejen, ældremaden, dyrevelfærden, de stakkels torskefiskere, daginstitutionerne, musikken, kulturen, flygtningene, kræftforskningen og barselsreglerne for selvstændige. For bare at nævne nogle af alle de forsømte områder.

Og græde vil jeg – lidt. Men jeg vil aldrig, aldRIG, ALDRIG mere have det dårligt over at skylde skattefar og banken penge. Jeg vil blive ved med ærligt og redeligt at betale det tilbage, jeg skylder, men de beløb, jeg betaler af på hver måned er så mikroskopiske små sammenlignet med, hvad økonomisk indflydelsesrige mennesker slipper af sted med at svindle for og IKKE betaler tilbage!!! Alt imens en flok ministre trækker på skuldrene, for det kunne det jo ikke gøre for. Og samtidig et sted i Dubai, står Sanjay Shah i sit guldfængsel og synger:

”1 milli, 2 milli, 3 milliarder 4 milli, 5 milli, 6 milliarder

7, 8, 9, 10, 11 milliarder

12 og så komma 3!” Argh, jeg græmmes!

Deltag i debatten
Del.