Roskilde Festival bugner af bæredygtighed

0

Igen i år fyres der godt op for bæredygtighedsmotoren, når Roskilde Festival slår dørene op til genbrug, skraldeparade, økologisk mad og nye, grønne idéer.

Af: FREDERIKKE IDA STOLTZ RINDHOLT

Snart træder 130.000 festivalgæster ind på Nordens største festival, og igen diskes der op med koncerter, ølbowling med vennerne og fællesskab. Men igen i år bugner Roskilde Festival også af en lang række bæredygtige tiltag, hvor både nye virksomheder og højskoleelever sætter fokus på genbrug, affaldshåndtering og ikke mindst at være fælles om at gøre en forskel.

Bæredygtighed fylder mere og mere i vores hverdag, og nu behøver festivalgæsterne ikke gå på kompromis med hverdagens grønne vaner. Bænke med mobilopladning, postevand med smag, daglig skraldeparade for en renere festival og økologisk festivalmad giver rig mulighed for at vælge bæredygtighed til. Her kommer et udpluk af de mange, grønne goder, som vil bære dig bæredygtigt gennem festivalens jungle af muligheder.

Roskilde Festival-jakken

En af de helt nye skud på stammen er virksomheden Better World Fashion fra Aalborg, som for første gang skal have en camp på festivalen. Den nye dreng i klassen har kun 2,5 år på bagen, men har allerede en klar, bæredygtig vision. De producerer læderjakker af brugte materialer, som er 98 procent bæredygtige. Skindet har før hængt på en andens skuldre, foret har været gamle plastikflasker, og lynlås og knapper er omsmeltet metal.

Skindet har før hængt på en andens skuldre, foret har været gamle plastikflasker, og lynlås og knapper er omsmeltet metal.

“Vi tror ikke, at forbrugerne forurener med vilje. Hvis vi kan lave et stykke tekstil, som er mindst lige så fedt, eller federe, end det, som man kan købe derude i dag, og som ikke forurener, så tror vi, at folk vil vælge det frem for noget andet. Vi valgte læder til jakken, som kun bliver bedre af at blive brugt,” siger Reimer Ivang, en af grundlæggerne af Better World Fashion.

På festivalen kan man leje en jakke, som hver har et unikt serienummer, og med appen Better World kan man tage billeder af sig selv med jakken og se billeder af, hvem den sad på før. Gæsterne bliver en del af jakkens historie, ligesom jakken bliver en del af deres.

“En skindjakke er jo næsten en integreret del af festivaluniformen. Roskilde Festival bygger broer, danner nye venskaber og styrker fællesskabet. Det kan i dag deles på Facebook og Instagram, men det, som jakkerne har oplevet, vil altid bestå,” fortæller Reimer Ivang.

På festivalen kører Better World Fashion en fotokonkurrence, hvor det billede, som får flest stemmer, printes som for i jakker, den såkaldte Roskilde Festival-jakke, som kun findes i et begrænset antal.

På festivalen vil Better World Fashion være til at finde i Trade Zone West.

Bæredygtighed bygger broer

Mens virksomheder sætter fokus på bæredygtigt design, foregår der også en lang række events og arrangementer for at sætte fokus på, hvordan man kan være en bæredygtig festivalgæst. Store campingområder vil vise, at man med fællesskab og tillid kan løfte den grønne opgave.

Med 15.000 beboere i områderne Clean Out Loud, Dream City og Settle’n Share, sættes der fokus på at forpligte hinanden til at rydde op efter sig, sortere sit affald og genbruge og reparere sine ødelagte ting. Clean Out Loud, som i år styres af elever fra event- og lederskabsholdet på Vallekilde Højskole, står eksempelvis for en daglig skraldeparade på Clean Out Louds teltområde for at opfordre hinanden til at holde festivalen ren for affald. Projektleder for Clean Out Loud, Thomas Burø, siger:

“Det giver jo en god fornemmelse i maven at vide, at så mange mennesker har lyst og viljen til at arbejde sammen om at skabe forandring.”

Clean Out Loud kommer blandt andet også til at have en recycle- og upcyclestation, hvor man kan få sorteret sit skrald, få hjælp til at reparere sine festivalgenstande eller bygge dem om til noget nyt.

Oplad mobilen i en bænk

Festivalen tøver ikke med at invitere flere, nye iværksættere ombord. Et andet, nyt ansigt man kan støde på, er den københavnske virksomhed Out-sider, som laver bord- og bænkesæt med plads til 12 mennesker. De kører på solceller og har stik, så man kan oplade sin mobil, når ens powerbank løber tør for strøm. Bordene er koblet op på Bluetooth, så man kan nyde et sommerhit sammen med vennerne. Administrerende direktør hos Out-sider, Ib Mogensen, er spændt på, hvordan festivalgæsterne vil tage imod bordene:

“Roskilde Festival er en glimrende testplads, så vi kan se, hvordan gæsterne bruger bord-bænkesættene. Vores mål er, at de efterfølgende kan rykke ud i byens rum og blive brugt flittigt.”

Bordene er til at finde på både festivalpladsen og i Volunteers Village.

Affald får nyt liv

Blandt de mange, nye ansigter i år er Affaldsimperiet, som er på hjemmebane, da det er en almennyttig forening i Roskilde. Deres sidste projekt var at lave en ramme om 14 dage med bæredygtighed i centrum af Roskilde.

“I forbindelse med bæredygtighedsprojektet i byen samlede vi brugte byggematerialer og europapaller, som er blevet til en genbrugspavillon, der kan opleves på Roskilde Festival,” siger Zenja Jørgensen fra Affaldsimperiet.

Ved årets festival er rammen genopstillet, hvor man kan komme forbi til workshops, repartionscafé og en snak om bæredygtighed. Arrangementet laves i samarbejde med Roskilde Festival Højskole.

Affaldsimperiet giver affaldet fra sidste års festival nyt liv gennem kreativt genbrug og har tænkt sig at gøre det samme i år.

Foreningen drives til hverdag af frivillige, som laver workshops og happenings med fokus på genbrug. Alle kan tilslutte sig foreningen og være med til at inspirere lokalbefolkningen til mere upcycling, genbrug og bæredygtighed.

Cykelbar og bær på flaske

Virksomheden Retap er et andet iværksætterskud, som fokuserer på, at vi skal drikke mere dansk postevand end vand på flaske, da postevand producerer langt mindre CO2, da man sparer på plastikken. Retap håber, at festivalgæsterne vil slubre deres idé i sig sammen med postevandet i Retap Infuse, hvor forskellige smage af frugt og bær puttes i.

“På festivalen kommer vi til at have en vandvogn, en såkaldt cykelbar, hvor man kan smage postevandet med smag. Vi håber at give folk en bedre drikkeoplevelse og sætte fokus på det bæredygtige aspekt,” fortæller direktør for Retap, Michael Møller.

Flasken er lavet af stærkt glas, som ikke går i stykker, hvis man taber den. Mens Retap forsøger at mindske festivalgæsternes brug af vand på flaske, er festivalens mere end to millioner krus lavet af bioplast, som efter festivalen omdannes til biogas og kompost.

Roskilde Festival har også selv grønne visioner for bæredygtige tiltag, som størstedelen af publikum bakker op om. Så knap en øl op, og saml den op bagefter, læn dig tilbage i festivalstolen, lyt til god musik og nyd dette års festival.

Deltag i debatten
Del.