Nyt samarbejde med Royal Unibrew: ”Vi giver vores publikum noget mere”

0

Arrangørerne af Jyllinge Festival har indgået et partnerskab Danmarks næststørste bryggeri i forsøget på at højne publikums oplevelse og samtidig konsolidere festivalens økonomiske fundament frem mod næste år.

At det er lykkedes at tiltrække et stort dansk navn som Pernille Rosendahl, markerer et markant niveauskifte i Jyllinge Festivals musikprogram. Men den kendte Swan Lee-frontkvinde er langt fra den eneste nyskabelse, festivalgængerne kan se frem til på plænen i Hellig Kors Park den 17. og 18. august. 

En flerårig samarbejdsaftale mellem festivalen og Danmarks næststørste bryggeri Royal Unibrew betyder nemlig, at Jyllinge Festival i år får et markant større udvalg af øl, ligesom der for første gang vil blive solgt spiritus.

”Festivalen er fem år gammel, og vi bliver hele tiden bedre og lærer noget nyt. Nu har vi så fået en samarbejdspartner, der sikrer, at vi kan tilbyde publikum en endnu bedre oplevelse”, fortæller John Stilling-Laursen, sponsorkoordinator på Jyllinge Fetival. 

To nye barer

Samarbejdet betyder, at festivalpladsen i år kommer til at huse en beer-truck og en drinks-truck – to mobile barer, der i fællesskab skal udvide drikkevaresortimentet med seks nye specialøl fra Royals Craft-serie samt økologiske cocktails fra Nohrlund 

”Sidste år forsøgte vi os med en enkelt irsk specialøl, der blev udsolgt på en time, så vi ved, at der er efterspørgsel på den ekstra gode kvalitet, som man kan sidde og hygge sig med, mens man nyder musikken”, fortsætter John Stilling-Laursen, der samtidig kan afsløre, at de gængse classic- og pilsnerøl i år er økologiske – uden at det dog kommer til at betyde noget for prisen.

Royal: Interessant festival

Udmeldingen om festivalpublikummets interesse for at slukke tørsten med øl og spiritus, der kan noget ud over det sædvanlige, bakkes op af Royal Unibrew, der i forvejen samarbejder med en lang række danske festivaler landet over. 

I forhold til Jyllinge Festival har bryggeriet i de foregående år spillet en mere tilbagetrukken rolle som leverandør, men i takt med den lokale musikfests vokseværk er der opstået et ønske hos ølproducenten om at sætte et større aftryk.

”Vi har valgt at gå ind som partner af flere årsager. Først og fremmest synes vi området er interessant, men det er også selve projektet og ikke mindst den måde festivalen har udviklet sig på, som vi gerne være med til at bygge videre på”, fortæller Dennis Hansen, der sammenligner Jyllinge Festival med den fynske Heartland Festival.

”Det er et tilsvarende voksent publikum, og det har vi ekspertisen til at håndtere”, fortæller han. 

Øl sikrer musikken

Og netop den nye samarbejdspartners evne til at sikre, at der er de rigtige varianter i hanerne, og ikke mindst at både placeringen af barer og håndteringen af udstyr fungerer optimalt, er ifølge John Stilling-Laursen af afgørende betydning for en festival af Jyllinges størrelse, hvor publikum vel at mærke ikke betaler entré. 

”Det ligger i festivalens DNA, at det skal være gratis at deltage, hvad enten det er et lokalt navn, der går på scenen eller Pernille Rosendahl. Derfor er det også vigtigt, at vores publikum forstår, at når de køber en øl, så er de også med til at sikre musikken til næste år, og derfor er det samtidig et krav, at vi som arrangører hele tiden forsøger at forbedre og udvikle festivalen”, lyder forklaringen.

Deltag i debatten
Del.