Lise Nørgaard hjalp ikke sin første mand!

0

Jeg skal nok vende tilbage til overskriften. Når man kan skrive, at Lise Nørgaard kendte hele byen, er det, fordi hun har boet så mange steder. Som nævnt i et indlæg fra sidste år, fødes Lise på adressen Algade 39, der i dag er nr. 53.

Familien flytter siden til Klostervang, inden de igen flytter tæt på Algade til Sankt Peder Stræde 2. Først da familien flytter til Skovbovængets Allé, ejer de selv deres bolig. Her bliver Lise boende, indtil hun ved giftermålet håber på at blive reddet væk fra Roskilde og familiens skygge, men sådan gik det nu ikke. Lise og Mogens får lejlighed over faderens kontor.

Ægteskab og væk fra hjemmet
7. oktober 1938 bliver journalist Elise Jensen gift med korrespondent Mogens Einar Flint Nielsen. Lise bor stadig hjemme på Skovbovængets Allé. Mogens er godt nok fra København, men allerede før han bliver gift med Lise, bor han i Roskilde! Adressen er ifølge kirkebogen Sct. Claravej 10. Det er adressen i 1938. I dag er der formentlig tale om Bygvænget 10, da Sankt Clara Vej nu er en helt anden vej. Bygvænget 10 er et lille hyggeligt bindingsværkshus kendt for sine flotte skorstene. Det virker ikke usandsynligt, at Mogens har boet til leje der på 1. sal, selvom det ikke kan bekræftes af folketællingen.

Mogens var søn af Magnus Camillo Philip Villaume Nielsen. Folketællingen fra 1940 viser, at Lise ikke kom langt væk hjemmefra. Hun flytter sammen med Mogens ind på 1. sal i Jernbanegade 12, hvor Harry A. Jensen drev sit firma fra. Mogens er nu ansat som disponent i firmaet, og Lise arbejder rundt om hjørnet i Hersegade på Dagbladet. Her så lige tilbage til overskriften. Folketællingsskemaet indeholder en rubrik, hvor man spørger, om ”hustruen hjælper til i mandens virksomhed?” Her er svaret ”nej”. Lise har dog ganske givet skulle holde styr på hans sokker.

Harry A. Jensen på sit kontor Jernbanegade 12 i stueetagen.
Foto: Lokalhistorisk Arkiv.

Den kendte ejendom
Ejendommen skal jo nok blive vist frem, hvis man tager en tur rundt i byen i Lise Nørgaards fodspor. Den er nu kendt af Roskildensere af helt andre grunde. Den er opført i 1929 som afløsning for en lagerbygning. Det var jo en ’fin’ ejendom, og da Roskilde i begyndelsen af 1970’erne blev ramt af diskoteksbølgen, åbnede Columbus som et af de mere ’eksklusive’ diskoteker. Bygningen har også rummet arbejdsformidling i en årrække og er i dag virksomhedsdomicil for ejendomsmæglerfirmaet Hensrik. Selvom bygningen ikke fremtræder i røde sten som ved opførelsen, er den med rette betragtet som bevaringsværdig i klasse 2, altså i den høje ende.

Masser af steder med tilknytning til Lise Nørgaard
I 2016 udgav VisitRoskilde en flot, lille folder med billeder og tekster til gavn for dem, der ville foretage en byvandring i Lise Nørgaards Roskilde. Der kan føjes flere steder til foruden dem, der tidligere har været nævnt i Paperboy. I folderen kan man læse, at lille Lise startede sin skolegang på Palæet i frk. Lønholdts Pigeskole i 1923. Folderen nævner ikke, at alle skolens elever 1. maj 1926 i samlet trop gik fra Palæet i samlet trop til den nye skolebygning, senere kendt som Duebrødre Skole, der i dag er kollegium. Fin folder, men flere fodspor.

Deltag i debatten
Del.