I Roskilde har vi det fint med kvinder

0

Fire kvinder har siddet i byens borgmesterstol. Efter kommunevalget i 2014 havde 12 af landets 98 kommuner en kvindelig borgmester. Borgmestre var oprindeligt kongeligt udnævnt. Først i 1919 blev de folkevalgte. Roskilde har indtil nu haft fire kvindelige borgmestre, er det ikke rekord?

Grethe Munk 1974-1976 ( 1 )

Man behøver ikke at tilhøre det største parti eller være mand for at blive borgmester. Det beviste Grethe Munk, da hun som radikal blev byens første kvindelige borgmester i 1974. Roskilde havde i perioden inden været ledet af den ligeledes radikale, Arthur Jacobsen. Ved valget i 1974 er byrådet udvidet til 25 medlemmer, og De Radikale vinder 5 pladser mod Socialdemokraternes 8. Det bliver dog Grethe Munk, der i to perioder havde været forkvinde for Dansk Kvindesamfund, der som den første kvinde besætter borgmesterposten. Hun var derfor selv et glimrende forbillede for andre kvinder. Det at være mor var ingen hindring for at nå til tops indenfor politik. Desværre rammes Grethe Munk af alvorlig sygdom og dør midt i valgperioden. De Radikale vælger John Iversen som ny borgmester, men partiet mister borgmesterposten ved det følgende valg i 1978.

Lisbeth Olsen 1978-1986 ( 2 )

Socialdemokraterne vinder borgmesterposten i 1978, og den “folkekære” Lisbeth Olsen, der kom fra en stilling som fuldmægtig i Roskilde Boligselskab, bliver Borgmester frem til valget 1986. Hun er “folkelig” og bor i en lejlighed i Ringparken. I 1979, kort efter hun er tiltrådt som borgmester, deltager hun i afsløringen af Louis Pio mindepladen i Store Gråbrødrestræde. Selve afsløringen blev foretaget af Anker Jørgensen, og det er nok ikke helt forkert at betragte Lisbeth Olsen som en lokal kvindelig udgave af Anker. Ved valget i 1986 er det da også endnu en socialdemokrat, Henrik Christiansen, der overtager borgmesterstolen.

Jette Kristensen 2001 ( 3 )

Henrik Christiansen havde været byens borgmester fra 1986 og frem til sin død i 2001. Jette Kristensen udnævnes som hans efterfølger. Det var en stor opgave at afløse en borgmester der havde haft posten i 15 år. Den korte tid frem til næste valg, var ikke nok tid for Jette Kristensen, og Venstre besætter borgmesterposten fra 2002. Det følgende valg er allerede i 2005. Roskilde står overfor en sammenlægning med Gundsø og Ramsø kommune. Valget er et valg til “Roskilde sammenlægningsudvalg”. Ved dette valg, vælger Socialdemokraterne at opstille Ramsøs borgmester Poul Lindor Nielsen fremfor Jette Kristensen. Nok et klogt valg, da man kunne forvente stemmer fra de socialdemokratiske kernevælgere, og vælgere der foretrak en erfaren borgmester fra en af de små kommuner.

Joy Mogensen 2011-2013 ( 4 )

Poul Lindor Nielsen sikrede Socialdemokraterne borgmesterposten ved valget i 2005 og blev den første borgmester i den nye større kommune. Ved det efterfølgende valg i 2009 gik partiet tilbage, men ikke mere end at han kunne beholde borgmesterposten, da tilbagegangen blev opvejet af fremgang hos støttepartierne. Socialdemokraterne måtte dog love at finde en ny borgmester i valgperioden. Valget faldt på Joy Mogensen, der både ved valget i 2005 og 2009 havde haft det næststørste antal personlige stemmer. Joy Mogensen havde i modsætning til Jette Kristensen ret lang tid til at kunne slå sit navn fast som borgmester. Det lykkedes over al forventning. Socialdemokraterne gik ved valget i 2013 frem med 9,5% ikke mindst takket være 11.548 personlige stemmer.

Skal Joy Mogensen sidde en periode mere?

Ved det aktuelle valg har Joy Mogensen siddet en fuld periode mere. Hun har fortsat været den Joy, der fik den store opbakning ved sidste valg. Der kunne uden tvivl ligge en fremtid i folketinget eller i en kommende regering, men Joys hjerte banker for Roskilde. Det er dog ikke givet, at det er en kvinde, der skal bære borgmesterkæden de næste fire år. Venstre er et alternativ. Hvor meget betyder pressen og Facebook? Der har bestemt været nogen kritik, især fra Venstre og DF. En kritik, der har haft sit eget mindre saglige liv på Facebook. Det er ikke på forhånd til at forudse, om det kun har været et mindretal, eller om Venstre kan gå så meget frem, at det bliver Bent Jørgensen, der kan sætte sig i borgmesterstolen. Endelig er der den mulighed, at Lars Lindskovs indsats, som en borgerlig stemme, der har arbejdet, bliver belønnet. Hvis resultatet skulle ende med, at det er op til de Konservative at udpege borgmesteren, hvem peger de så på? Uanset hvem det bliver er det vigtigt, at så mange som muligt deltager i valget.

Deltag i debatten
Del.