Med Gustav Wied på ”photo shoot”

0

Hvilket kamera brugte Wied
I 2005 afholdt Bruun Rasmussen en stor aktion over en del af Gustav Wieds efterladte ejendele. Man kunne købe en del af de omkring 1200 fotografier Wied tog i perioden fra 1901 til 1914. Der nævnes og vises, hvad der smagfuldt kaldes eksperimenterende og kunstneriske billeder. Reelt var hovedparten af de ”kunstneriske” forfatteren selv med bar ”numpedo”.

Her i denne sammenhæng er det mest spændende Gustav Wieds fotografiapparat. Der vises et foto af et meget fint og dyrt Europæisk fotografiapparat af mærket Mars. Det er ganske givet rigtigt, at Wied købte det fotografiapparat på Højbroplads omkring 1900. På Gustav Wied selskabets hjemmeside findes et foto af Wied med fotografiapparat. Det er dog et helt andet, nemlig et billigt Kodak, fremstillet med det formål at udbrede fotografering til ”almindelige” mennesker og sælge Kodak film.

Klosteret nye port fotograferet af Gustav Wied. Originalbilledet findes på Roskilde Museum, der venligst har lavet en scanning af det gamle papirbillede.

”Klosterets nye Port
Det var Kristian Hude, der fremkaldte Wieds fotografier. Wied satte dem omhyggeligt ind i fotoalbum og forsynede dem med nummer, tid og tekst. Der er vist ingen der ved, hvilket kamera Wied brugte på sin formiddagstur i juni måned 1908. Motivet er dog kendt, da det er hovedindgangen til Roskilde Kloster fra Sankt Peder Stræde, som vi kender i dag.

Klosteret havde kort forinden gennemført sit største byggeprojekt. En gammel fløj af bindingsværk, var revet ned og en ny fløj opført. Den var tegnet af arkitekten Jens Ingwersen. Ser man denne nye ”Damefløj”, der stod færdig i 1907, kan man godt se, at Ingwersen havde en baggrund som murer. Byggeriet var en hyldest til ”håndværket” og den nye port et passende punktum for det byggeri.

Alle burde kunne se den del af kulturarven
Roskilde Museum har, som nævnt i et tidligere indlæg, 643 af Wieds originale billeder. Det er da også medarbejdere ved museet, der har scannet billedet af den nye port ind, og har stillet billedet til rådighed. Det lokale Gustav Wied Selskab, viser en del af billederne på deres fine hjemmeside, men mange af Wieds billeder er ikke tilgængelige. Jeg har selv hjulpet Jakob Zeuner i forbindelse med at gøre diverse kort og tegninger fra Roskilde Kloster tilgængelige via lokalarkivets hjemmeside ”Fototeket”.

Det kunne kun lade sig gøre fordi afdøde Per Lund havde udført det vanskelige arbejde med affotografering. En sådan affotografering er ikke nødvendig, når det drejer sig om de mange Wied-fotografier. Her skal man stort set kun kunne betjene en scanner. Arbejdet består i at lave en database så de kan søges kronologisk og registrere dem, så man kan søge efter motiv, sted, tid osv. Det ville selv jeg kunne finde ud af. Jeg har da også ideer til særudstilling på Roskilde Museum og mere permanent udstilling af nogen af de mange fotografier.

Deltag i debatten
Del.