Institutioner bør tjekkes for radon

0

Af Jette Tjørnelund, byrådsmedlem, Venstre

Vi kunne læse her i Paperboy, at der er kommunens ansvar, at indeklimaet i institutioner ikke er sundhedsfarlig og at det gælder i særdeleshed, når vi taler om risiko for livstruende sygdomme som kræft. Ministeriet har for år tilbage gjort opmærksom på, at den radioaktive gas radon er omfattet af kommunernes ansvar for indeklimaet. Vi skal ikke male fanden på væggen. Radon er ikke så farligt som rygning, men radon er trods alt ansvarlig for hver 11. lungekræft tilfælde i Danmark.

Det kan undre, at Roskilde kommune har ladet stå til og overhørt ministeriets påmindelse om alvoren. Roskilde ligger i et geografisk område med høj risiko for radon indtrængning i bygninger fra undergrunden.  Men man har stukket hoved i busken og undladt at tjekke strålingsfaren.  Rygning er for længst forbudt i vuggestuer og daginstitutioner.  Men vil vi lukke øjnene for radon?

Det er der efter min opfattelse kun et svar på: Lad os få undersøgt, hvordan det står til. Vuggestuer, daginstitutioner og skoler bør være de første steder, som skal undersøges.  Hvis radonniveauet er for højt i forhold til  bestemmelser i  Lov om strålebeskyttelse, skal der træffes foranstaltninger for at få niveauet ned og dermed nedsætte kræftrisikoen for børn og medarbejdere.  Det behøver hverken at være besværligt eller dyrt.

Deltag i debatten
Del.