Helikopter rykkede ud til slagsmål om avisrute

0

Fredag aften blev en lægehelikopter sendt på vingerne efter et større slagsmål på en parkeringsplads ved en ejendom på Kamstrupvej.

Politiet var de første på stedet med flere patruljer og kunne ved ankomsten konstatere, at der var faldet ro over gemytterne. De blev mødt af to lettere tilskadekomne mænd, der blev kørt til behandling på skadestuen. Tre mænd, der kunne mistænkes for at have deltaget i slagsmålet, var flygtet ind i en nærliggende bygning. Kort efter lykkedes det dog politiet at anholde de tre mænd på 21, 23 og 29 år fra Roskilde, men af rumænsk oprindelse. Det blev samtidig konstateret, at der ikke blev brug for lægehelikopteren. De tre anholdte blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, mens de to på skadestuen – to mænd på 28 og 33 år fra Roskilde og af rumænsk oprindelse – ligeledes blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, som en konsekvens af deres deltagelse i slagsmålet, der ifølge politiet formentlig bundede i en intern strid omkring arbejdet med avisudbringning. Alle kan nu forvente at modtage en bøde fra politiet.

Deltag i debatten
Del.