Vileda Professional, der leverer rengøringsløsninger til professionelle partnere inden for kontor, skole, industri, sundheds- og hospitalsvæsenet samt hotel, restauration og catering, har valgt at placere det danske salgskontor i ErhvervsCentret i Greve fra den 1. februar 2018.

Flytningen fra Næstved til industriområdet Greve Main tæt på Køge Bugt motorvejen betyder, at medarbejderne, der er på farten i hverdagen, opnår en væsentlig besparelse på tid. Det gavner forretningen, der er i fremgang.

ErhvervsCentrets nye lejer Vileda Professional, der er en del af tyske Freudenberg Group, som i mere end 160 år har leveret rengøringsprodukter og udstyr til en bred vifte af markedssegmenter, er faldet godt til på Korskildelund 6 i Greve. De fire medarbejdere har indrettet sig i et par lyse kontorer med adgang til ErhvervsCentrets fællesarealer, herunder bl.a. fælleskantine, reception og mødelokaler. Her kan de alle få fred og ro til at forberede sig til salgsmøder. Særligt den gode logistik omkring Greve og den ideelle beliggenhed tæt på motorvejen, lufthavnen og København er et af de goder, som medarbejderne sætter pris på.

– Vi er super glade for at drive forretning med base i Greve. Logistikken i området passer os godt, da det her sted ligger tæt på motorvejen. Vi var trætte af at spilde tid på at holde i tæt kø på vejene. Vi rejser alle meget, da vi dagligt er ude og besøge kunder og samarbejdspartnere. Vi er også glade for receptionen i ErhvervsCentret, der tager imod vores gæster og pakker, fortæller Nicholas Bjergbakke.

Nicholas Bjergbakke Vileda Professional

Fremgang i salget

Han har som Commerciel Manager arbejdet et par år med at generere vækst i et svært marked. Og selvom han vurderer, at det er et langt sejt træk at øge salget af virksomhedens kvalitetsløsninger, viser de seneste salgstal, at den danske forretning i det første kvartal af 2018 har haft det bedste regnskab nogensinde.

– Vi oplever fremgang i salget, selvom vi er tre-fire gange dyrere end alle andre med vores mikrofibermopper, klude og rengøringsvogne til den professionelle rengøringsbranche på Færøerne, Grønland, Island og i Danmark. Sidste år voksede vi med 13 procent i omsætningen, og vi har i år som mål, at vi skal øge den danske forretning med yderligere 15 procent. Men det er en vækst, vi arbejder benhårdt på at understøtte hver dag, fortæller Nicolas Bjergbakke og fortsætter: Danskerne er prisbevidste, når de køber ind. Mange køber det billige produkt og udstyr, der ikke gør ordentlig rent, og som hurtigt går i stykker og belaster både medarbejderne og miljøet. Eksempelvis skal man med vores mikrofiberklude ikke bruge særlig meget vand og sæbe og heller ikke vride moppen med hænderne, og så er det enkelt at justere skaftets længde, og moppen glider godt på fladerne. Vores løsninger er ganske enkelt langtidsholdbare og kostbesparende, da de gør bedre og nemmere effektivt rent uden fx at slide på gulvene. Oveni sparer vores kunder også arbejdstid. Vores salgsbudskab er helt klart, at kvalitet betaler sig på den lange bane, understreger Nicholas Bjergbakke.

Han ser optimistisk på fremtiden. Han forventer, at ErhvervsCentret giver Vileda Professional ideelle rammer til at udvide forretningen og skabe vækst.

– Vi har fået plads og gode rammer til at investere i fremtiden, understreger Nicholas Bjergbakke.

ErhvervsCentrets kontorer kan indrettes individuelt efter behov og en høj service følger med

ErhvervsCentrets kontorer kan indrettes efter behov og individuelle ønsker og tilmed tilpasses i størrelsen, lige fra 14 m2 til 120 m2. Lejerne i ErhvervsCentret har adgang til fri parkering, elevator, elektronisk adgangskontrol og en bemandet reception, der tager imod telefonopkald, gæster og post.

Kilde: ErhvervsCentret Greve

Deltag i debatten
Del.