Byrådsmedlem Frederik Leisner udtræder af Solrød Byråd den 1. juni 2016 og erstattes af Naima Simring, som er Venstres 1. suppleant. Baggrunden for udskiftningen er den, at Frederik Leisner fraflytter Solrød Kommune og er dermed forpligtet til at udtræde af Byrådet.

 Frederik Leisner blev som 19-årig valgt ved kommunalvalget i november 2013, hvor han tillige har haft plads i kommunens Familie- og Uddannelsesudvalg. Frederik Leisner udtaler: “Jeg har efter længere tids boligsøgen – også i Solrød Kommune – fået tilbudt en lejlighed på Frederiksberg fra d. 1. juni 2016, som jeg har valgt at tage imod. Jeg glæder mig til en ny tilværelse på Frederiksberg, men det betyder samtidigt, at jeg beklageligvis er nødt til at udtræde af Byrådet i Solrød. Jeg er beæret over at have været med – det har været en fantastisk udfordring og oplevelse.”

 Frederik Leisners afløser er Naima Simring, som lige akkurat ikke opnåede en byrådsplads ved kommunalvalget i 2013, men hun kan nu se frem til at være Venstres 7. repræsentant i Solrød Byråd resten af valgperioden. Naima Simring har mange års erfaring i lokal- og regionalpolitik, og hun har et stort kendskab til Solrød Kommune, da hun også har været udvalgsformand i flere perioder. “Jeg glæder mig meget til arbejdet i Byrådet, og jeg vil også gøre et stort arbejde for Venstre i Solrød. Jeg ser også frem til samarbejdet med alle byrådsmedlemmer”, udtaler Naima Simring.

 ”Jeg synes det er ærgerligt, at Frederik udtræder af Byrådet, da han er en talentfuld og dygtig ungdomspolitiker. Men jeg forstår hans beslutning fuldt ud”, udtaler borgmester Niels Hörup (V) og fortsætter: ”Når det er sagt, så er jeg glad for, at vi får en garvet og rutineret politiker som Naima med i det lokalpolitiske arbejde, og det ser jeg frem til”, slutter borgmester Niels Hörup.

 Solrød Byråd skal formelt godkende Frederiks Leisners udtræden på byrådsmødet den 23. maj 2016.

 

Deltag i debatten
Del.