DSU Greve-Solrød afholder i samarbejde med SFU og SIND ungdom en forandringskampagne, som skal skabe opmærksomhed omkring de psykisk sårbare i kommunerne og opbakning til forskellige tiltag, som kan mindske antallet af disse.

DSU har i samarbejde med SFU og SIND ungdom skudt en kampagne i gang, og vil i løbet at de kommende uger befinde sig flere steder i Greve og Solrød kommune for at skabe opmærksomhed omkring kampagnen. Formålet er at få opbakning til deres tre mærkesager: gratis psykologhjælp til alle unge under 25, oprettelse af en SIND ungdom-klub i én af kommunerne og flere permanente fripladser til fritidsaktiviteter.

Borgerne i Greve og Solrød bakker op ved at erklære sig enige gennem en underskriftsindsamling eller ved at deltage i borgermødet i Greve borgerhus den 7. juni. Flere oplysninger kan findes på ungdomsorganisationernes fælles side; “Ung i Greve-Solrød” på Facebook.

“Andelen af unge, som bliver stressede eller deprimerede er stødt stigende, og derfor er det vigtigt at vi unge selv tager initiativ til at gøre en forskel. Ungdommen lægger grundlaget for fremtiden, og derfor er det vigtigt at alle unge føler en motivation til at følge deres drømme, og at ingen føler sig udenfor et fællesskab.” siger Laura Shkoza, formand for DSU Greve-Solrød.

Projektet har fået opbakning mange steder fra, blandt andet fra lokalpolitikere i både Greve og Solrød kommune.

“Vi må og skal fokusere på at skabe bedre ungdomsliv, også når livet byder på skygger. Derfor bakker jeg 100% op om denne kampagne, og vil gerne føre det med til budgetforhandlingerne i Greve.” siger Niclas Bekker Poulsen, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Greve.

“Jeg støtter op om gratis psykologhjælp til alle under 25 år. Vi har ikke råd til, hverken menneskeligt eller økonomisk, at unge mennesker holder sig ude af vores fællesskaber på grund af psykiske udfordringer. Hvis ikke byrådet vil tage initiativ til dette allerede nu, vil jeg tage forslaget med under armen, hvis jeg er så heldig at blive valgt ind i byrådet til november.” siger Jonas Ring Madsen, der er byrådskandidat for Socialdemokratiet i Solrød kommune.

DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, arbejder i hele landet på at gøre en forskel lokalt, og Greve og Solrød kommune er ikke en undtagelse. “Jeg synes det er vigtigt, at vi er med til at gøre os selv synlige og tage initiativ til at gøre en forskel, når der er udfordringer, som vi mener skal og kan ændres. Det er også vigtigt for os, at alle dem der vil, kan blive inddraget i processen, da vi netop tager dette initiativ for borgerne i Greve og Solrød kommune. Derfor lægger vi op til, at der skabes debat omkring emnet, og at borgerne til borgermødet selv får lov til at stille forslag til byrådet på et informeret grundlag.” siger Laura Shkoza.

På vegne af DSU Greve-Solrød og SFU

Formand for DSU Greve-Solrød
Laura Shkoza
Åvad 29A, 4623 Lille Skensved

Kilde: DSU Greve-Solrød og SFU

 

 

 

Deltag i debatten
Del.