Greve er blevet udvalgt som et af 6 steder, der november 2018 skal være med i den landsdækkende kunstkampagne #værkdinverden, som er igangsat af  Råderum – mobilt kontor for samtidskunst

Kampagnen tager udgangspunkt i 6 steder, 8 kunstnere, 8 unge ambassadørgrupper og ALLE der lever med værker i deres hverdag.

I hele landet findes der værker, der er en del af stedet og menneskers dagligdag. Men hvilke fortællinger knytter sig til værkerne? Hvad gør de ved stedets stemning, fællesskab eller identitet?

Hvad betyder de for dem, der lever med dem til hverdag? #værkdinverden er en landsdækkende kampagne i udstillingsformat, der vil sætte spot på de mange forskellige historier og skjulte effekter som hverdagens værker bærer med sig ind i menneskers liv. Vi låner kampagnen som kunstrum og kuratorisk ramme for at invitere ind til en åben og uformel samtale om kunstens mange mulige virkninger.

Otte kunstnere deltager med helt nye kampagneværker der via sociale, stedsspecifikke og digitale greb forholder sig til eksisterende værkers betydning rundt om i Danmark.

Kunstnerne er: Tanja Nellemann Poulsen, Christian Elovara Dinesen, Kristoffer Akselbo, Charlotte Haslund-Christensen, Jacob Tækker, Within Walls og Lars Arrhenius.  #værkdinverden kulminerer på sociale medier og i byrum over hele landet i november 2018.

#værkdinverden realiseres med støtte fra Bikubenfonden og Statens Kunstfond.

I Greve bliver det kunstner Kristoffer Akselbo, der vil gå i dialog med lyd- og lysværket HjertemiX i tunnelen ved Gersagerparken af kunstnerne Helle Hove og Karoline H. Larsen. Tunnelen ligger i Gersager Parken og er en forbindelse mellem Boligområdet og Waves shoppingcenter.

Værket er valgt fordi Råderum synes, at netop dette værk er interessant som eksempel på et kunstværk, der placerer sig midt i menneskers hverdag og vi er interesserede i at folde dens betydning for byen ud sammen med kunstnerne og Greve-borgerne.

Fra nu af og frem til november 2018 vil Råderum sammen med kunstneren og interesserede borgere i byen gå igang med at producere værk og kampagne i Greve.

Kilde: Anne Riber – Råderum

Deltag i debatten
Del.