Så er billetterne til veteran-togturen d. 11. november blevet frigivet!
Tag hele familien med på en tidsrejse med veterantoget, når Mosede Fort markerer 100-året for freden.

100-året for freden

Vi markerer et vigtigt jubilæum på Mosede Fort d. 11. november – nemlig 100-året
for 1. verdenskrigs afslutning. Efter den fire år lange krig, betød våbenhvilen d. 11. november 1918 endelig begyndelsen til fred. På 100-årsdagen d. 11. november i år markerer vi fredsjubilæet med kanonsalutter, fredsduer, mad, kage og musik fra tiden. Desuden vil der være rundvisninger ude og inde og historiske foredrag en gang i timen.

Tur med veterantog

På denne særlige dag kører veterandamptoget to gange T/R fra København H. til Mosede Fort /Karlslunde station. Du bliver på den måde transporteret direkte til døren, når museet markerer fredsjubilæet. Allerede når du stiger ind i toget på Københavns Hovedbanegård begynder din tidsrejse. Du vil som passager blive hilst velkommen af folk i alle aldre iklædt tidens dragter, der vil fortælle om livet anno 1918 og underholde undervejs.

Billetter til turen

Der køres 2 ture på dagen, en formiddags-tur og en eftermiddags-tur.
Om formiddagen kører toget ud kl. 9.35 og hjem kl. 12.30:
Kbh.H – Karlslunde 9.35 – 10.07
Karlslunde – Kbh. H. 12.30-13.00
Om eftermiddagen kører toget ud kl. 14.35 og hjem 17.10:
Kbh.H – Karlslunde 14.25-14.57
Karlslunde – Kbh. H. 17.10-17.40

Priser og praktisk

Prisen T/R  pr. voksen er 100 kr. og pr. barn 50 kr. (under 12 år).
Køb din billet på veterantogets hjemmeside www.veterantoget.dk
Togbilletten gælder som returbillet med veterantoget, men ikke som adgangsbillet til museet. Billet til museet kan købes på dagen. Der er begrænset plads i museet, så man bliver lukket ind i hold efter først til mølle-princippet. Benyt en evt. ventetid til et besøg i kaffeteltet eller få en guidet tur på fortområdet.

Fredsjubilæum på museet

100-året for freden bliver markeret på museet med kanonsalutter og fredsduer, der slippes løs kl.11. Dagen igennem kan du smage mad og kage fra tiden og høre tidens musik. Du kan høre foredrag og gå på rundvisninger både inde og ude på fortets område en gang i timen. Færdigt program kan findes på www.mosedefort.dk ultimo september.

Mosede Fort / Danmark 1914-18

Mosede Fort er som et museum om Danmark i årene 1914-18 det oplagte hjemsted for en stor jubilæumsmarkering. På museet fortæller vi historien om Danmark under 1. verdenskrig, om hvordan det var at leve i et neutralt land med krigsførende naboer til flere sider. Sjælland blev skåret over af en skyttegravslinje, havene blev fyldt op med miner, og husmødrene stod i lange køer for at skaffe mad til familien, På Mosede Fort skal du bruge dine øjne, ører og hænder til at blive klogere på en periode i Danmarkshistorien, der ændrede danskernes liv for altid.

Kilde: Mosede Fort

 

Deltag i debatten
Del.