På en af årets smukke sensommerdage har DBC A/S, der er en af Greves hurtigt voksende firmaer, haft virksomhedsbesøg i det nye domicil på Greve Main 1. Her fik Greve Kommune fortalt virksomhedens succeshistorie over en kop italiensk kaffe.

Gæsterne fik lov til selv at brygge den på en af udstillede kvalitetskaffemaskiner i det nyindrettede showroom. De kunne lide, hvad de hørte og smagte. ’Vildt imponerende’, var reaktionen fra lokalpolitikeren Morten Dahlin.

De to ejere og direktører Claus Henriksen og Kenneth Ingemand fra DBC A/S smilede stort, da de på en solskinseftermiddag tog imod borgmester Pernille Beckmann, kommunaldirektør Claus Thykjær, byrådsmedlem Morten Dahlin, der også er formand for Vækst- og Beskæftigelsesudvalget samt erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed.

Fra to mand til 20 på 15 år og fra nul til 100 millioner i omsætning

Værterne fortalte, at de er meget stolte over, at de siden virksomhedens etablering i 2003, og efter 13 gode år med kontor i ErhvervsCentret, var vokset ud af rammerne. Claus kaldte virksomhedens udvikling for ’en prototype på en erhvervssucces i Greve Kommune’.

– Da vi startede op, var vi kun mig og min makker. Det kostede os fire års blodsprængt arbejdsindsats at nå et niveau, hvor der var overskud inden for salg, finansiering, service og drift af Konica Minolta printere og kopimaskiner. Det lykkedes i 2007. Ser vi på koncernens udvikling, er vi gået fra 0 kr. til en 100 millioner i omsætning på 15 år. Vi er vokset fra to mand til 20 ansatte på samme tid og har stiftet fire aktieselskaber. Vi har nu fået så solidt et fundament, at vi også har fået overskud til at udvise et socialt ansvar ved at tage imod og integrere en syrisk flygtning, som i dag er blevet fastansat. Hun er en værdifuld medarbejder og føler sig som en del af familien her hos os, sagde Claus og fortsatte:

– Vores succes tager afsæt i, at vi har haft ideelle rammer til at vokse os store og økonomisk solide i ErhvervsCentret i Greve. Det var dejligt at bo i Greves lokale erhvervshus. Her fik vi udvidet vores netværk og havde ro til at koncentrere os om forretningen, bl.a. på grund af den gode service og de professionelle og familiære rammer med kantine, mødelokaler, fri parkering og ikke mindst en dejlig udsigt til marken med køer, som vi faktisk savner lidt, pointerede Claus med et glimt i øjet under præsentationen af virksomhedens historie.

Greve er et attraktivt sted for DBC A/S at have domicil

Han forklarede gæsterne, at DBC A/S bevidst har valgt at blive i Greve, da det ligger logistisk godt, fordi erhvervsområderne ligger tæt på motorvejen og København, hvor de fleste af virksomhedens kunder holder til. Han fortalte, at hovedparten af medarbejderne bor i nærområdet, og at alle er faldet godt til i de nye rammer, fordi DBC A/S har fået indrettet sig lyst og moderne og samlet alle aktiviteter et sted.

– I vores nye hus har vi fået samlet alle vores operationer under et tag. Både salg af print og kopi samt finansierings- og servicedelen. Vi har også fået lager til vores multifunktionsmaskiner og kvalitetskaffemaskiner, som vi ser som den nye stjerne på himlen. Vi har gennem alle årene arbejdet på at vokse, og vi har hele tiden været i vækst. Vi havde en klar forventning om, at det en dag skulle lykkes at få en gazellepris – og det gjorde det jo også for et par år siden. Vi stortrives her i Greve, hvor der er pænt, grønt, gratis parkering og gode muligheder for shopping, sagde Claus. Han kom også ind på, at virksomheden har etableret et godt leverandørsamarbejde med andre lokale virksomheder, fx med Snedkermester Arne Pedersen: Sammen har vi udviklet en eksklusiv skalerbar loungeløsning til vores kaffesystemer, sagde han.

Kaffeløsninger er det nye sort for DBC A/S

Claus afslørede, at ledelsens strategi altid har været at ansætte de dygtigste medarbejdere med den rette indstilling til kundeservice:

– Vores mål har i alle årene været at være den bedste leverandør af service og support til kunder, der har lejet eller købt en af vores multifunktionsmaskiner. For os er der ikke nogen forskel på kundens forventning til service på en printer og på en kaffemaskine. Vi skal i alle tilfælde være ’Best in Class’. Det lever alle vores ansatte op til. Vi har fx markedets dygtigste serviceteknikere, der leverer varen hurtigere, end kunden forventer. Det giver en høj kundetilfredshed og ny kundetilstrømning, forklarer Claus Henriksen, der ser optimistisk på fremtiden:

– Vi vil forsætte vores vækst. Vi kan mærke, at kunderne efterspørger ’Best in Class’ service på kvalitetskaffeløsninger til virksomheder. Den unge generation ’The Millennials’, der er ved at komme ud på arbejdsmarkedet nu, er vant til Starbucks og cafekaffe og går meget op i, at kaffen skal smage godt og være i en høj kvalitet. Kunderne vil gerne have cafekaffe og den service, som hører til sådan en løsning med frisk mælk og hele økologiske fairtrade bønner. Derfor er høj kvalitet og god service blevet et fokusområde for vores forretning. Det var det ikke, da vi oprindelig grundlagde ideen om at tilbyde professionelle kaffeløsninger til virksomheder i 2008 på en katamaran i Barcelona. Der handlede alt om gammeldags bryggere og lav pris. Men det er slut nu, hvor stort set alle vores kunder efterspørger lidt mere luksus i hverdagen, pointerede Claus.

Han rundede af med at understrege, at ledelsen forventer, at deres salg og service af kaffeløsninger til kontorer inden for de næste fem år vil fylde lige så meget, som resten af forretningen inden for salg og service af IT, kopi og print multifunktionsmaskiner.

Fakta: DBC A/S består af tre selskaber: Dansk IT Finans A/S, DBC Care A/S, DBC Coffee A/S.

Kilde: ErhvervsCentret i Greve

Deltag i debatten
Del.