I påskeferien, når børnene har fri fra skole og de fleste voksne også får sig nogle velfortjente fridage, byder Greve Museum på gode oplevelser for gæsteri alle aldre i den aktuelle særudstilling ”Børne TVs historie”. Her er der god mulighed for at bringe minder frem hos flere generationer.

Børne TVs historie – oplevelser for hele familien
I udstillingen Børne TVs historie vækkes minderne til live i et nostalgisk gensyn lillebrordukken fra Ingrid og Lillebror, de originale Kaj og Andrea-dukker eller møbler fra den egoistiske Bamses hus. Der er i høj grad lagt op til oplevelser for flere generationer, så det er oplagt at tage hele familien med og få et gensyn med alle de mange kendte og elskede TV-programmer for børn, som DR har produceret gennem mere end 60 år. I udstillingen kan du selv sætte musik og TV-klip i gang i Bullerfnis-tv’et, du kan se og høre Lillebror spille klaver, tage et kig ind i Bamses hus eller du kan købe billet til rullingeværkstedet og slippe fantasien løs med toiletrullerør, pailletter, tyl og garnrester og lave din egen rulling til Mini MGP på Ramasjang.

Udstillingen er lavet sådan, at børn må lege, røre og selv gå på opdagelse, mens de voksne kan dykke ned i både deres egen og deres børn eller børnebørns bedste TV-minder.

Spar penge med gruppe- og fællesbilletter
På Greve Museum er der god plads både ude og inde, hvilket lægger op til at tage både venner, familie og naboer under armen. En god grund til at tage et par venner med er også, at hvis I er 5 betalende voksne, så kan I købe en gruppebillet. Greve Museum har desuden i samarbejde med museet på Mosede Fort udviklet en fællesbillet, som giver adgang til ét besøg på Mosede Fort, Danmark 1914-18 og ét besøg i DRs udstilling Børne TVs historie på Greve Museum. Med en fællesbillet kan du spare ca. 15% i forhold til normalprisen. En fællesbillet gælder til og med 30. august 2017.
Børn under 18 år har som altid gratis adgang til begge museer og alle udstillingerne!

Praktiske oplysninger

Udstillingen vises i museets åbningstid frem til og med 30. august. Greve Museum har åbent tirsdag – fredag kl. 11-15, lørdag kl. 11-16 og søndag kl. 11-17.

Billetter til udstillingen:  Voksne 50 kr., Børn u. 18 år: Fri entré, gruppepris v. 5 voksne eller flere: 40 kr./person, rullingeværksted: 25 kr.
Børnehavegrupper og skoleklasser har gratis adgang til udstillingen, ligesom der er fri entré til resten af museets udstillinger for alle gæster. se mere på www.grevemuseum.dk

 

 

Deltag i debatten
Del.