I næste uge kan du få en gratis svømmetur, hvis du brevstemmer til kommunalvalget i en af svømmehallens opstillede stemmebokse.

Stem og svøm. Sådan lyder opfordringen fra Greve Kommune, når et af byens vartegn, Greve Svømmehal, bliver udstyret med to stemmebokse i uge 43. Initiativet skal gøre det både sjovt og sundt at stemme til kommunalvalget.

Det hele kommer til at foregå mandag til torsdag fra klokken 6:30 til 20:30 og fredag i tidsrummet 6:30 til 18:30. Dermed kan Greve Kommune sandsynligvis også prale med Danmarks længste åbningstid for borgere, som gerne vil brevstemme.

“Det er et sjovt og alternativt tiltag, som er med til at skabe opmærksomhed omkring valget. Samtidig slår vi et slag for sundheden i Greve. Det er ren win-win, og jeg håber, at mange af vores borgere vil benytte sig af tilbuddet”, siger borgmester Pernille Beckmann.

Det er loven om brevstemmer, der giver mulighed for at stemme før valgdagen. Og i Greve Kommune kan du udover svømmehallen også brevstemme i Borgerservice og på bibliotekerne i Hundige, Tune og Karlslunde i den bemandede åbningstid. Du skal blot medbringe gyldig legitimation i form af sundhedskort, pas eller kørekort.

Du kan læse mere om at brevstemme på www.greve.dk/valg. Her kan du også se kandidatlister, valgsteder og alle mulige andre ting om kommunalvalget i Greve.

Kilde: Greve Kommune

Deltag i debatten
Del.