Der skulle mere end en kold vind og éncifrede temperaturer til at holde 101 ivrige golfspillere fra golfbanen, da Greve Golfklub Palmesøndag holdt standerhejsning og efterfølgende åbningsturnering.

Dagen for åbningsturneringen faldt netop samme dag som Danmarks økolandmænd lukkede deres køer ud på græs efter en lang vinter i stalden. Det er en festdag for køerne at komme ud på det friske grønne græs. På samme måde er det en festdag for golfspillere, når de kan tage hul på en ny sæson på Greves brede fairways. Klubbens formand Frede Kruse-Christiansen kaldte da også i sin velkomsttale ved flagstangen dagen en festdag og skød efterfølgende turneringen i gang. ”Gensynsglæden er stor og snakken gå livligt, når medlemmerne mødes til åbningsturneringen” fortæller næstformand Inge Larsen, der selv deltog i åbningsturneringen. ”Der er en helt særlig stemning, når der tages hul på en ny sæson.
Alt det forberedende arbejde, som udvalgene har stået for i løbet af vinteren, skal nu sættes i søen”.

Åbent hus for alle interesserede 28. april

Efter godt fire timer på banen serverede restauranten hakkebøffer for de 101 sultne golfspillere, hvorefter det var tid til præmieoverrækkelse og kåring af de dygtige vindere, inden alle gik hver til sit og allerede glædede sig til den næste klubturnering og ikke mindst til Golfens Dag den 28. april, hvor klubben holder åbent hus for alle interesserede. Her får medlemmerne lejlighed til at dele deres passion for golfsporten en masse kommende golfspillere. Alle er velkomne til at besøge klubben på Golfens Dag og få en introduktion til sporten.

Kilde: Greve Golfklub

Deltag i debatten
Del.