Søndag den 16.september kl. 23.12 fik politiet flere henvendelser om, at der var afgivet skud i området ved Gersagerparken.

Flere mørke biler samt en knallert med to personer på var umiddelbart efter kørt fra stedet i forskellige retninger. Politiet kørte til området med flere patruljer, der fik kontakt med en skræmt, 23-årig mand fra Greve. Han oplyste, at han havde opholdt sig ved en bænk sammen med en bekendt, ligesom der i området havde været flere biler.

Pludselig var en knallert/scooter med to personer kørt forbi stedet, hvorefter der blev affyret flere skud mod bl.a. den 23-årige mand. Bilerne kørte hastigt fra stedet, og knallerten/scooteren med de to personer flygtede mellem boligblokkene i retning mod Tjurgården. Den 23-årige var ikke blevet ramt af skuddene, og politiet har ikke oplysninger om, hvorvidt nogen køretøjer er blevet ramt.

På gerningsstedet fandt politiet flere patronhylstre samt anslagshuller i en betonmur, så patronhylstrene er sikret med henblik på nærmere teknisk undersøgelse. Politiet har ikke fundet hverken de omhandlede køretøjer eller knallerten/scooteren med de to personer på i området. Sagen efterforskes yderligere for at få klarlagt motivet til skyderiet mod de tilstedeværende personer og køretøjer i området.

Midt- og Vestsjællands Politi hører gerne fra personer, der har bemærket noget i forbindelse med skudafgivelserne i området, eller som har bemærket knallerten/scooteren med de to personer på under flugten væk fra området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Kilde: Midt – og Vestsjællands Politi

Deltag i debatten

Del.