Mens Sydjylland og Vestjylland har den største vækstfremgang, så halter Sjælland og Lolland-Falster bagud. Her er produktionen næsten på samme lave niveau som i 2010, viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri

Der er plads til flere iværksættere og opgaver i ordrebogen hos mange af virksomhederne i Region Sjælland.

En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at mens der på Sjælland og Lolland-Falster kun blev skabt en værditilvækst på 213.000 kr. per indbygger, blev der i Vestjylland og Sydjylland produceret for henholdsvis 297.000 og 310.000 kr. per indbygger. I København blev der produceret for 438.000 kr. per indbygger og i kommunerne i omegnen af hovedstaden er værditilvæksten helt oppe på 485.000 kr. per indbygger.

Værdiskabelsen i Sydjylland, Vestjylland og København og omegn lå i 2015 mindst 40 procent højere end på Sjælland og Lolland-Falster, som er det sted i landet, hvor der bliver produceret mindst per indbygger. Produktionen på 213.000 kr. er ikke langt over 2010-niveauet.

– Dele af Sjælland og Lolland-Falster oplevede en stor tilbagegang i både 2012 og 2013, og det er den mavepuster, som de først er ved at komme sig over. Så selvom det går den rigtige vej, kigger man formodentlig misundeligt efter de jyske vækstområder, hvor man for længst er holdt op med at se det lave 2010-niveau i bakspejlet, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Maria Schougaard Berntsen og uddyber:

– Væksten i København og omegn vil på sigt brede sig som ringe i vandet og påvirke resten af Sjælland og Lolland-Falster positivt. Der er trods alt ikke længere, end at man kan pendle. Men det kommer til at tage tid, også fordi der, ud over et par større flagskibe som fx Novo Nordisk, ikke er ret mange virksomheder, der vælger at slå sig ned i disse områder og dermed selv kickstarter den lokale vækst.

Fakta: Hvad er bruttoværditilvæksten?

Bruttoværditilvæksten måler værdiskabelsen i de enkelte landsdele, dvs. bruttonationalprodukt (BNP) minus produktskatterne. Dermed er der taget højde for, at forskellige erhverv og klynge-samarbejder beskattes forskelligt. Bruttoværditilvæksten giver et mere retvisende indtryk af, hvor der skabes værdi i Danmark.

Deltag i debatten
Del.