Gratis filmforevisning på Mosede Fort den 10. april

I samarbejde med Den Britiske Ambassade vises filmen “They Shall Not Grow Old” på Mosede Fort den 10. april kl. 19-21. Filmen er et ambitiøst og imponerende projekt af instruktøren Peter Jackson (bedst kendt for trilogierne Ringenes Herre og Hobbitten). Det er gratis at erhverve billetter til denne særforestilling, men skynd dig – der er kun et begrænset antal pladser.

En dokumentarfilm i særklasse

Det er ikke så ofte at en dokumentarfilm finder vej til biografernes lærred, men i februar i år kunne man for en kort periode opleve filmen ”They Shall Not Grow Old” på adskillige danske biograflærreder, og både anmeldere og biografpublikum roste filmen til skyerne. Hvis du ikke nåede at se filmen i februar, så har du nu endnu en chance for at opleve det tekniske mesterværk fra Peter Jacksons hånd.

”They Shall Not Grow Old” er sat sammen af mere end 100 timers sort/hvid-filmoptagelser fra 1. Verdenskrig, som er blevet restaureret og farvelagt med moderne teknologi, så de fremstår nye. Lydsporet er restaurerede interviews med britiske veteraner, som fortæller om deres oplevelser især i skyttegravene på Vestfronten.

Glæd dig til en dokumentarfilm i særklasse, hvor instruktøren Peter Jackson har formået at gøre en 100 år gammel historie nærværende og bevægende for et moderne publikum.

Filmen varer 1 t 39 min. og indledes med et par ord af museumsinspektør Kristian Bruhn.

Filmen vises med engelske undertekster. Der er fri entré til arrangementet og museet byder på sodavand.

Tilmelding, billetter, tid og sted:

Da der er et begrænset antal pladser er det nødvendigt at reservere billetter på forhånd på mosedefort@greve.dk eller på tlf. 2031 1914.

Arrangementet foregår Onsdag den 10. april fra kl. 19 – 21 i infirmeriet på Mosede Fort.

Kilde: Mosede Fort

Deltag i debatten
Del.