Entreprenørvirksomheden Saferoad flyttede fra Køge til Greve i efteråret 2017 for at få en central beliggenhed og mere plads i nyrestaurerede rammer. Virksomheden er faldet godt til og har ønsket at få et virksomhedsbesøg af kommunen for at få en god dialog om fremtiden og vise de dejlige lokaler frem.

Saferoad leverer produkter og totalløsninger til trafiksikkerhed i hele Danmark, herunder vejskilte, autoværn, vejstriber, kantpæle, støjskærme, portaler og terrorsikringsanlæg – lige fra design til drift og vedligeholdelse. Kunderne er først og fremmest stat, kommuner og trafikkommissionen.

– Vi er en virksomhed, der har behov for meget plads og en god beliggenhed ift. motorvejen. Derfor er vi flyttet fra Køge til Greve. Vi er glade for det og har fået indrettet os, som vi gerne vil. Vi har fx fået både kontor og lager og masser af plads udenfor til vores vognpark og alt det andet materiel, der fylder meget og kan tåle at stå udendørs, fortalte adm. direktør Gregers Münter, da Greves borgmester Pernille Beckmann og kommunaldirektør Claus Thykjær for nylig var med Greves erhvervschef på besøg for at byde virksomheden velkommen på Agenavej 31 i Greve. For det havde ledelsen læst om var muligt i lokalavisen Sydkysten.

Har plads til at huse andre virksomheder

HR- ansvarlig Lisbeth Daluiso fra Saferoad supplerer:

– Det er dejligt, at vi også har fået en stor og lys kantine samt gode bad- og toiletforhold, et mandskabsrum samt mødelokale. Men vi har plads tilovers, som vi ikke selv skal bruge. Derfor håber vi, at vi snart kan byde en ny lejer ind i vores nye skønne omgivelser her på matriklen. Vi vil gennem Kjeldskov & Co udleje et 650 kvm højloftet lager med tilhørende 387 kvm kontormiljø – og vi kan også tilbyde leje af udendørsareal på ca. 1000 kvm. Lejeren får samtidig fuld brugsret til vores fællesarealer.

Efter morgenkaffen fik gæsterne en rundvisning på virksomheden, der i øvrigt også har afdelinger i Århus, Aalborg, og Odense. I højsæsonen om sommeren er der op til 100 medarbejdere fordelt på de fire lokaler i Danmark. På den nye adresse i Greve har de fleste af medarbejderne med bopæl på Sjælland fået kortere vej til arbejde i Greve. Både medarbejdere og kunderne er glade for den nye beliggenhed i Greve.

– Greve Kommune er både en god bosætningskommune og en god erhvervskommune. Det glæder os, at vores kunder også er glade for, at vi har flyttet virksomheden hertil. For nu kan de på grund af Greves centrale beliggenhed og gode infrastruktur hurtigere få fat i vores skilte og afspærringsmateriel mv., fortæller Lisbeth Daluiso.

Kilde: ErhvervsCentret Greve

 

Deltag i debatten
Del.