En stor specialindrettet lastbil foran Greve Rådhus skal inspirere flere til at blive lastbilchauffører.

Torsdag den 19. maj 2016 kan alle få en smagsprøve på, hvordan det er at være lastbilchauffør, når en specialindrettet lastbil fra Transportens Udviklingsfond kører ind foran Greve Rådhus og parkerer.
Danmark mangler nemlig lastbilchauffører, og derfor har Jobcenter Greve inviteret den særlige lastbil fra for at friste ledige og andre interesserede med et job som chauffør.
”Greve er et transportknudepunkt og vi har mange logistikvirksomheder. Derfor er det vigtigt for os at kunne imødekomme virksomhedernes efterspørgsel for arbejdskraft”, siger borgmester Pernille Beckmann, der også selv kigger forbi lastbilen den torsdag.
Inde i lastbilen har de ledige mulighed for at høre mere om at blive lastbilchauffør og afprøve, hvordan det er at sidde bag et stort rat, fortæller Magnus Købke fra Transportens Udviklingsfond:
”I lastbilen er der en simulator, så man kan få en fornemmelse af, hvordan det er at køre lastbil”, forklarer han.
Pernille Beckmann håber, at ledige vil komme og kigge på lastbilen og møde Magnus Købke til en snak om jobbet som chauffør.
”Jeg er rigtig glad for, at vi kan give vores ledige denne mulighed. Det er en dobbeltsidet gevinst, hvor vi hjælper vores virksomheder med at få den arbejdskraft, de har brug for, samtidigt med at vi hjælper vores ledige videre i job,” siger borgmesteren.

Deltag i debatten
Del.