Tag med på rundvisning søndag den 7. januar kl. 14 på Greve Museum. Kom ind i det gamle stuehus fra 1826 og oplev udstillingen ”Den gamle jul på landet” – det er sidste chance, før udstillingen tages ned dagen efter. Denne eftermiddag kan gæsterne høre om de særlige traditioner i dagene efter jul og frem til helligtrekonger.

 ”BANG”!

Sådan lød det, når vægerne i et særligt tredelt helligtrekongerslys mødtes og antændte en smule indstøbt krudt. Det lille knald slukkede flammen og markerede, at nu var julen forbi. Den gamle tradition med at tænde et trearmet lys for at markere julens afslutning var blot et af elementerne i den folkelige fest, der indtil midten af 1800-tallet blev fejret over hele landet som Helligtrekonger. Fakkeloptog, krybbespil, udklædninger, stjernemesser, omvandrende stjernesangere og mystik, varsler og overtro var andre indslag i forbindelse med helligtrekonger, der i dag nok må siges at være en næsten glemt fest.

Helligdag, tiggeroptog og varsler om fremtiden

Når vi når frem til nytår, kan det ofte ikke gå hurtigt nok med at få det tørre juletræ ud af huset og få julepynten gemt væk, men sådan har det ikke altid været. Frem til 1770 var Helligtrekongersdag en officiel dansk helligdag, der markerede slutningen på julen, og man lod juletræ og julepynt stå helt frem til denne dag. Dagene mellem jul og Helligtrekonger blev ligesom i dag brugt til at mødes med venner og familie, og der blev festet både på gårdene og i gaden. Denne søndag kan du bl.a. høre om de meget populære fakkeloptog, hvor grupper af unge brugte juledagene til at tigge penge ved at gå udklædte og syngende i optog fra hus til hus.

På rundvisningen kan du også lære mere om hvordan man på Helligtrekongersaften og –nat tog varsler om fremtiden. På denne aften kunne bonden tage varsler om det kommende års høst og de unge ugifte piger kunne ved at fremsige en særlig bøn foran et spejl være heldige at se deres kommende brudgom i spejlet. Hvem ved, måske kan du endda få lidt tips og idéer til, hvordan du kan komme til at se, hvad der sker i det kommende år for dig, hvis du går med på rundvisningen!

Praktiske oplysninger

Rundvisningen koster 40 kroner for voksne og er gratis for børn under 18 år. Den foregår søndag d. 7. januar kl. 14 på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve. Tlf. 43 40 40 36. Museet har denne søndag åbent fra kl. 11-16. Læs mere om Greve Museums åbningstider, arrangementer og udstillinger på www.grevemuseum.dk. Der er fri entré til museet.

Vel mødt på Greve Museum i 2018

Kilde: Greve Museum

Deltag i debatten
Del.