Vær med til en familievenlig (u)hyggelig allehelgenseftermiddag på Greve Museum søndag den 28. oktober, hvor vi skal fejre Allehelgen og Halloween på gammeldags manér med lygter af roer, ækle edderkopper og spændende fortællinger fra gamle dage.

(U)hyggelige fortællinger i stuehuset

Vi begynder dagens arrangement med at gå sammen ind i det gamle stuehus fra 1826. Her vil vi fortælle historier – lige ligesom man gjorde i gamle dage, hvor man fortalte historier for hinanden, når mørket sænkede sig over landsbyens gårde.

Ifølge folketroen er allehelgensaften den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter er løse for at vanære og håne de helgener, der festligholdes på Allehelgensdag. Kom og tag plads i den gamle stue og hør hvorfor man var bange for ondskab og ånder i gamle dage.

Roelygter og edderkopper i værkstedet

I dag kender mange børn bedst Allehelgen som Halloween, hvor børn og voksne klæder sig ud som spøgelser, hekse eller andre uhyggelige væsener. Rigtig mange pynter op i vinduerne eller foran hoveddøren med udskårne græskar med levende lys i. Oprindeligt er græskarlygten Jack O-Lantern opkaldt efter et irsk sagn om ”Stingy Jack”, som efter sin død ikke kunne komme i Himmelen eller i Helvede, fordi han havde narret Fanden. Ifølge myten går han stadig rundt med et stykke gloende kul i en udskåret roe og leder efter et sidste hvilested. I Danmark brugte man tidligere roer eller kålrabi til at lave uhyggelige lygtemænd, som kunne bruges til at skræmme naboer, venner og uvenner med, men også til at tænde lys i den mørke tid. Derfor er det roer og ikke græskar som denne søndag eftermiddag står klar på Greve Museum til alle de kreative børn og voksne. I værkstedet kan de lave deres egne lygtemænd af roer og selvfølgelig også få lygterne med hjem. Derudover (u)hygger vi med at lave edderkopper i forskellige afskygninger.

Tid og sted:

Arrangementet foregår på Greve Museum, Bækgårdsvej 9 2670 Greve, søndag den 28. oktober kl. 11.30 – 15.30. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig – bare mød op.

Pris:

Det er gratis at gå med på tur i stuehuset, mens der vil være en mindre materialepris i værkstedet.

Kilde: Greve Museum

Deltag i debatten
Del.