Ja selvfølgelig. Jeg ønsker også at få mere udbetalt hver måned. Men når danskerne erfarer at vores sygehusvæsen mangler midler eller folkeskolen ikke lever op til forventningerne, ja så kan vi godt undvære skattelettelser.

Det understreges også i en meningsmåling fra analyseinstituttet Wilke som viser, at danskerne ikke ønsker skattelettelser på bekostning af den kollektive velfærd. Ifølge meningsmålingen svarer 50,5 procent, at de mener, at det økonomiske råderum de kommende år bruges bedst på velfærd. Kun 10,4 procent svarer, at pengene bruges bedst på skattelettelser.

I denne uge præsenterer regeringen finansloven for 2018. Som det rygtes vil den omfatte skattelettelser og senere på året, skal byrådene forhandle økonomi i kommunerne – som i et valgår kan resultere i et valg-budget, hvor der gives gaver til borgerne.

Jeg vil appellere til politikerne om at lytte til danskerne og spare på skattelettelserne – og i stedet investere i vores fælles velfærd.

John Wennerwald
Byrådskandidat i Solrød og regionsrådskandidat i Greve og Solrød for Socialdemokratiet

Deltag i debatten
Del.