Søndag den 8.april kl. 07.49 fik politiet via alarm 112 melding om ildebrand i et køretøj tæt ved et butikscenter.

Brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at der havde været ild i en mekanikerbil, der var blevet tilkaldt til reparation af en havareret lastbil.

Mekanikeren havde anvendt et svejseanlæg, som pludselig var brudt i brand. Mekanikeren og lastbilchaufføren havde fået slukket ilden, men brandvæsnet kunne konstatere, at en trykflaske i mekanikerbilen var så varm og dermed så ustabil, at der var eksplosionsfare i området.

Dette medførte afspærring samt evakuering og lukning af et par supermarkeder i området, hvor også en tankstationen af sikkerhedsmæssige årsager blev midlertidigt lukket. Dele af Greve Midtby Center blev evakueret, og bustrafikken i området blev omlagt.

Kort før kl. 11.00 var den ustabile trykflaske blevet fjernet fra mekanikerbilen og klargjort til borttransport, hvorfor afspærringen nogle minutter senere kunne ophæves.

Ingen kom til skade ved hverken branden eller den efterfølgende håndtering af trykflasken.

Tyveri fra lastbiler – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Mandag den 9.april kl. 07.35 fik politiet den første af flere anmeldelser om tyveri eller forsøg herpå fra lastbiler, der havde holdt natparkeret på rastepladsen ved Køge Bugt Motorvejen. Der var tale om 10 udenlandske køretøjer med sættevogne med presenning, hvori der i løbet af natten mellem lørdag og søndag var skåret en eller flere huller for enten at se, om der var noget af værdi eller for at stjæle noget af godset i sættevognen. I flere af køretøjerne havde chaufføren sovet, men intet bemærket i løbet af natten. Politiet undersøgte de berørte vogntog og afventer nu nærmere opgørelser fra de respektive vognmænd over stjålne effekter.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt ved de natparkerede vogntog på rastepladsen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel / kørsel uden førerret / hærværk – Godsvej, Greve

Mandag den 9.april kl. 19.05 bemærkede en politimand i sin fritid en anden bilist, der i en personbil uden nummerplade bakkede usikkert ud på Godsvej og kort efter holdt afventende bag den bil, hvor politimanden befandt sig. Da føreren opførte sig mærkeligt, medens de alle ventede på grønt lys i et lyskryds, henvendte politimanden sig til føreren, der var tydeligt påvirket af spiritus. Politimanden slukkede for bilen og tog bilnøglen, hvilket ophidsede føreren. Politiet var i mellemtiden blev tilkaldt og kunne kort efter anholde føreren – en 32-årig mand fra Greve – for spirituskørsel og kørsel i en uindregistreret bil samt uden førerret. Da den anholdte iført håndjern var blevet placeret i patruljebilen, begyndte han at sparke så voldsomt til passagerdøren, at vinduesrammen blev skæv. Den 32-årige blev tillige sigtet for hærværk og efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol anbragt i detentionen til afrusning. Mandag formiddag vil politiet forsøge at afhøre ham til sagerne, inden han løslades.

Mistænkeligt forhold – Ventrupparken, Greve

Mandag den 9.april kl. 02.00 fik politiet en henvendelse om tre personer, der ifølge anmelderen var meget interesseret i parkerede trailere i området – måske i berigelseshensigt. Politiet kørte til området, men fandt ikke nogen i området. Politiet fortsatte herefter til motorvejsrastepladserne i Karlslunde og videre til transportcentret i Køge, men fandt ingen af steder nogen personer, der kunne mistænkes for at ville stjæle fra de natparkerede køretøjer.

Udlændingeloven – en anholdt – Greve.

Mandag den 9.april kl. 13.01 blev anmeldt om en mand, der måske var hjemløs, og som lå under et træ for enden af Nurdugsvej. Det viste sig at være en 24-årig mand med ukendt adresse men muligt fra Litauen. Pgl. var uden pas eller anden ID. Han er fortsat anholdt, medens mandens forhold undersøges nærmere.

Brand – Karlslunde, Greve.

Mandag den 9.april kl. 16.29 var politi og brandvæsen en tur på Firhøj, hvor der var ild i et skur. Brandvæsenet fik hurtigt slukket ilden, der formentlig skyldes en grillstarter, der var tændt op under et halvtag i tilknytning til skuret.

I disse grilltider er der grund til at være forsigtig, når man dels tænder op og ikke mindst, når man skiller sig af med grillkul efter brug. Mange bliver overrasket over, at der rent faktisk kan være gløder i kullene længe efter, at de er brugt.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Deltag i debatten

Del.