BLEV 3’ER MED NY CO-DRIVER OG EN UROLIG RALLYBIL I DEN 3. DM-RUNDE

For den 20-årige Sebastian Magnussen fra Tune gik weekenden med få det maksimale ud af situationen i årets tredje runde af Danmarksmesterskabet i rally. Dels skulle han arbejde sammen med en ny co-driver og dels skulle han håndtere en urolig rallybil på nogle krævende hastighedsprøver i det 213 kilometer lange fynske Anderup El Rally, der blev kørt omkring Ebberup ved Assens.

(Foto: MD/autoMOTIV – specialpress@gmail.com)
Henrik Skott og Sebastian Magnussen og den kompakte Opel ADAM klar til start i DM 4 Anderup El Rally på Fyn.

Sebastian Magnussen avancerede ved sæsonstarten fra sidste års Renault Twingo Micro Rally Cup-bil med 70 hk til en 140 hk Opel ADAM, som han kører i både den danske og tyske Opel ADAM rallycup. Men samtidigt har han været i aktion med skiftende co-drivere. Og det kan godt være et handicap, da topresultater afhænger af et rutineret og optimalt samarbejde mellem kører og co-driver.

I weekenden havde han for første gang Henrik Skott fra Maribo som co-driver.
 – Vi fik hurtigt et godt samarbejde i bilen, og har besluttet at fortsætte sammen året ud i den danske Opel ADAM Rally Cup, fastslog Sebastian Magnussen efter weekendens  ophedede og støvede batalje på 71 kilometer snoede og toppede fynske hastighedsprøver.

Sebastian Magnussen runder et af de mange skarpe sving i den fynske DM-batalje.

– Vi havde en god fight med de andre biler i cuppen, omend jeg havde det lidt svært med en temmelig urolig undervogn, der ikke ville helt det samme som jeg, men hoppede på de ujævne asfaltveje – det føltes som om den ikke trykkede rigtigt med hjulene på vejen, forklarede han.

På det fynske rallys niende og sidste hastighedsprøve endte en kikset bremsemanøvre med at bilen gik i stå, så det tog lidt tid, før der kom fart på den igen.
– Det kostede os nok omkring 20 sekunder, så det er okay med en tredjeplads i denne omgang. Nu skal vi have målt og kontrolleret bilens undervogn, så den er i topform til næste opgave, som er et rallysprint i Horsens og en ultimativ test, før anden afdeling af det tyske ADAC Opel Rallye Cup i Sachsen den 25.-26. maj, tilføjede Sebastian Magnussen.

Magnussen og Skott på sejrspodiet som tredjehurtigste Opel ADAM-team i det fynske Anderup El Rally.

I den tyske Opel ADAM-turnering kører Sebastian Magnussen med Karsten Isaksen fra Egtved som co-driver. I weekenden sluttede samme Isaksen sammen med Esben Hegelund, Hadsten, for tredje gang i år som totalvinder i et DM-rally, så det bliver med en rutineret og sejrsvant co-driver, at Magnussen stiller til start i Sachsen.

Kilde: Morten Dam
Deltag i debatten
Del.