Foreningen ”Valdemar” udgiver ny om Karlslunde

Foreningen ”Valdemar”, den lokalhistoriske forening i Karlslunde, præsenterede på sit Novembermøde for fulde huse i ”Karlslundehuset” en del af en ny bog om Karlslunde i 1950’erne og 60’erne i billedform.

Nu er bogen klar til udgivelse, og dens titel er ”Huse i Karlslunde 3”. Bogen indeholder beskrivelser og billeder, både nye og gamle, af husene på Karlslundevej, der er en del af den nuværende Karlslunde Parkvej, og som for 70 år siden gik fra Karlslunde landsby til den daværende hovedvej A-2. Desuden er der på samme måde en omtale af Mejerivej, Kildeagervej, Agerkrogen, Kildevænget, Bødkerstrædet, Gjersdalsvej, Østervej samt de ældste dele af Pilevangen og Nørrevej. Bogen er rigt illustreret med billeder fra Karlslunde gennem de sidste 75 år. Til hvert hus er der foruden et eller flere billeder også en lille tekst, der fortæller om nogle af ejerne gennem de sidste 50-75 år eller mere. Bogen er således en god historisk dokumentation af livet i landsbyen de sidste 75 år endda med tilbageblik i tiden om 1940erne.

En arbejdsgruppe på syv lokale personer har gennem knapt to år arbejdet med at finde materialer og oplysninger til bogen.

Det er nu lykkedes foreningen, som også har forlagsvirksomhed, at udgive bogen, som er den fjerde i en serie om Karlslunde. Tidligere er også udkommet ”Gårde i Karlslunde”, ”Huse i Karlslunde 1”, der omhandler Karlslunde Landevej og Hovedgaden, ”Huse i Karlslunde 2”, der beskriver husene på Nylandsvej, Møllevej, Ved Kæret, Skipperstræde, Brøndestræde, Skolevej og Jægerstræde.

Foreningen ”Valdemar” i Karlslunde har omkring 130 medlemmer, og foreningens formål er at samle og udgive eller viderebringe historisk materiale om Karlslunde og omegn gennem de til enhver tid bedst egnede medier til formålet. Derfor udgiver foreningen blandt andet bøger og holder møder med lokalhistorisk indhold, laver byvandringer og opsøger materialer, billeder og filmklip om Karlslunde.

Den nye bog forhandles fra 15. december hos ”Fila Offset”, Hovedgaden 9 i Karlslunde, hvorfra også de øvrige udgivelser sælges. Her kan nye medlemmer også blive meldt ind i foreningen og på den måde få informationer og indbydelser til foreningens mangeartede aktiviteter.

Kilde: Alfred Jensen

 

 

Deltag i debatten
Del.