Et rekordstort antal ulovlige våben er blevet afleveret til politiet under frit lejde-aktionen i juni.

Med over 10.400 skydevåben er resultatet det andet største siden frit lejde-aktionen for 47 år siden. Vi vil gerne rose de gode borgere, som har afleveret våben og ammunition til os. Det er en betydelig mængde våben og eksplosiver, der er bortskaffet og dermed heller ikke kan falde i forkerte hænder.

Mange har spurgt, hvad der nu skal ske med de indleverede våben. De fleste bliver destrueret. Men blandt de mange tusinde våben er der en del gamle, og vi har identificeret nogle, som kunne have historisk værdi. De bliver tilbudt Nationalmuseet. Kun genstande af særlig historisk værdi kan måske komme på et museum som Tøjhusmuseet, Frihedsmuseet eller mindre museer, som fx museet på Hvidsten Kro.

Tidligere på ugen besøgte politiet museumsinspektør Jørgen Walseth på Tøjhusmuseet, der hører under Nationalmuseet. Ved sidste frit lejde-aktion i 2013 endte tre skydevåben på Tøjhusmuseet, mens en del flere kom på Frihedsmuseet. I denne ombæring har Nationalmuseet planer om at undersøge omkring 15 indleverede våben.

Denne pistol er en tysk Luger, indleveret af en tidligere dansk modstandsmand. Ifølge ham stammer den fra en tysk officer, der kastede den fra sig, da han overgav sig på kajen I Helsingør den 6. maj 1945.
Her ses den i hænderne på museumsinspektør Jørgen Walseth foran Tøjhusmuseets udstilling om Anden Verdenskrig.

Det drejer sig bl.a. om en gammel jagtriffel og en dansk Remington bagladet enkeltskuds karabin, model 1867, produceret på Kjøbenhavns Tøihuus i 1876, hvor Tøjhusmuseet ligger i dag. Dertil skal en tysk Luger- og en svensk Husqvarna-pistol fra Anden Verdenskrig vurderes, fordi de er blevet afleveret personligt af en tidligere modstandsmand sammen med hans særlige historie.

Og det er som regel det, der skal til, før et våben kommer på museum: En særlig førstehåndsfortælling eller et meget sjældent våben. Langt de fleste våben, som Nationalmuseet får tilbudt, er nemlig allerede bevaret i deres eller andres samlinger.

Kilde: Politi

Deltag i debatten

Del.