Den 1. november vil GIC vrimle med politiske slagord og hårdtslående argumenter, for det lokale idrætscenter er rammen omkring en valgcafé og en valgdebat, som bliver sendt live på Tv 2 Lorry.

Onsdag den 1. november er Greve Idrætscenter ikke kun for svedende sportsfolk på vej til træning. Dén onsdag er alle, som bor i Greve, inviteret til valgcafé og valgmøde.

I forhallen vil lokale politikere stå klar med pjecer og politiske argumenter for, hvorfor de skal vælges til byrådet, og hvad de vil gøre for Greve.

Samtidig rykker Tv 2 Lorry de store kameraer ind i GIC for at sende live debat fra Hal 3 med udvalgte Greve-politikere.

“Jeg håber, at mange vil kigge forbi og finde ud af, hvilke kandidater de vil sætte deres kryds ved på valgdagen. I valgcaféen er der tid til en uforpligtende snak med de lokale kandidater, og i Hal 3 er der god plads til at overvære Tv 2 Lorrys valgmøde, som forhåbentligt bliver både skarpt og underholdende,” siger Tina Malling Kiær, som er en af de ansvarlige for kommunalvalget i Greve

Tina Malling Kiær erkender, at Christiansborg-politikerne ofte er meget mere kendte, end de lokale politikere. Men hun understreger, at de lokale politikere er vigtige, fordi de bestemmer over de lokale penge:

“Byrådet laver rammer for vores børns skoler. De beslutter, hvor mange pædagoger der skal være i daginstitutionerne. De afsætter penge til de ældre, til at fjerne fedtemøg og til at lappe huller i vejene. Derfor er det værd at sætte sig ind i, hvem man vil stemme på, siger hun.

Cafeteriet i GIC holder åbent, så man kan købe mad og drikke.

Program for valgcafé og valgdebat 1. november i GIC:

  • Kl. 18.30-19.45 valgcafé med mulighed for at møde partierne og købe mad i cafeteriet.
  • Kl. 19.45 Tv 2 Lorry sender live valgdebat fra hal 3. Debatten varer til 19.55, og fra 19.55-20.35 på Lorry+. Debatten bliver også sendt live på kommunens facebook.

Følgende partier stiller op i Greve:

Alternativet, Borgerliberale i Greve, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Kristendemokraterne, Liberal Alliance, Nationalpartiet, Nye Borgerlige, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Tune Borgerliste, Venstre Danmarks liberale parti.

Kilde: Anne Pihl Rasmussen

 

Deltag i debatten
Del.