310 elever fra 0.-3. klasse på Mosedeskolen i Greve brugte fredagen før påskeferien på den sejeste måde – de deltog nemlig i Team Rynkeby Skoleløbet og indsamlede i den forbindelse 26.783 kr. til Børnelungefonden.

“Wow.”

“Sådan.”

Reaktionerne var stærke og umiddelbare, da det kl. 8.20 blev afsløret, at 310 0.-3.-klasses elever fra Mosedeskolen i Greve har indsamlet 26.783 kr. til Børnelungefonden, som støtter forskning, aktiviteter og information til lungesyge børn og deres familier.

Skoleeleverne kan altså gå på påskeferie med overordentlig god samvittighed efter at have været en aktiv del af Team Rynkeby Skoleløbet, som er Nordens største motions- og velgørenhedsløb. Team Rynkeby Skoleløbet afvikles under overskriften “børn løber for børn”, og idéen med løbet er at give eleverne en oplevelse af, at de kan være med til at gøre en reel forskel for børn med alvorlige sygdomme. Hele 245.000 elever fra 924 skoler i Danmark, Sverige, Norge og Finland er en del af Team Rynkeby Skoleløbet i 2019. Mosedeskolen holdt fanen højt i Greve Kommune.

Til stede var også repræsentanter fra Team Rynkeby Vestegnen, der sammen med en gruppe lærere sørgede for den praktiske løbsafvikling i og omkring Mosedeskolen. Rundstrækningen var 1 km.

Kasia Dolata Jespersen, rytter på Team Rynkeby Vestegnen og mor til Casper fra 3.B, er super stolt over eventen.

“Jeg er glad, og alt forløb, som det skulle – tak til alle, der har bidraget. Ikke mindst tak til de seje lærere og elever, der har knoklet for at sælge sponsormærkater til familie, venner og lokale erhvervsdrivende. Det er så flot og beundringsværdigt,” siger Kasia Dolata Jespersen.

Team Rynkeby Vestegnen – kort fortalt:

– Det er 18. gang, Team Rynkeby kører til Paris i den gode sags tjeneste. Der deltager 19 hold fra Danmark – blandt andet Team Rynkeby Vestegnen – samt hold fra Sverige, Norge, Finland, Færøerne, Island og Tyskland.

– Team Rynkeby Vestegnen specifikt består af 52 cykelryttere og 11 servicefolk.

– Velgørenheds-cykelturen til Paris afvikles fra den 29. juni til den 6. juli 2019. Med start fra Brøndby Stadion.

– Hvis du eller din virksomhed gerne vil støtte Team Rynkeby Vestegnen, kan sponsorminister Kathrine Lorentzen kontaktes på mail: trvestegnen@gmail.com eller på telefon 31723982.

Kilde: Michael Beck

Deltag i debatten
Del.