Den erfarne transport- og logistikserieiværksætter Carsten Moberg, der blandt andet står bag Logistikkompagniet, besøgte for første gang transportmessen Transport Øst i efteråret 2017.

Han blev så begejstret for messen, at han i år har valgt at deltage med en stand, når branchen mødes i Ventrupparken i Greve den første weekend i september. Carsten vil nemlig gerne i dialog om en helt ny serviceydelse fra Logistikkompagniet. Den går ud på, at fx fragtmænd og andre virksomheder med egen vognpark kan leje en chauffør af ham, så bilerne aldrig står stille.

Sidste år besøgte Carsten Moberg fra Logistikkompagniet transportmessen i lighed med flere tusinde andre fagfolk, der kom fra hele Sjælland. Han deltog som gæst, da han var blevet opfordret af en samarbejdspartner til at komme og få en snak med andre fagfæller fra transport- og logistikbranchen.
– Jeg havde en god oplevelse sidste år og vil gerne igen i år bakke op om transportmessen i Greve. Det var et godt arrangement. Jeg blev inspireret om alt det nye, der sker, og kiggede efter mennesker, jeg kender, pointerer Carsten, der glæder sig til at deltage igen til efteråret med det nye koncept i fokus: Jeg har længe haft ideen med at udleje chauffører til virksomheder med egen vognpark. I Logistikkompagniet er vi vant til at leje medarbejdere ud, idet vi allerede gør det inden for lagerområdet, forklarer Carsten.

Lej en chauffør – så står dine biler aldrig stille

Han er begejstret for det nye koncept om chaufførudleje og tror på, at der er en efterspørgsel efter det. Han har fundet ud af, at 30 procent af danske vognmænd kun har en eller to biler og ofte er alene om at køre. Han vil gerne hjælpe denne målgruppe med at udnytte vognparken bedre.
– Lastbiler er dyre at indkøbe, og de er endnu dyrere at have stående stille i garagen. Vi vil hjælpe de små fragtfirmaer med at få bilen ud at køre alle ugens dage. Vores chauffører kan hurtigt træde til, når der opstår huller i vagtplanen på grund af sygdom, ferie, barsel eller ekstraordinær travlhed, understreger Carsten Moberg.

Logistikkompagniet har i år en stand på Transport Øst for at komme i dialog om chaufførarbejdet

Til Transport Øst messen i weekenden den 1. og 2. september 2018 vil Logistikkompagniet for første gang have en stand, hvor han håber, at mange vil komme forbi for at få en snak om at leje chauffører. Og det er noget, som Carsten mener, han har forstand på. Han er nemlig oprindelig udlært speditør og har i en ung alder taget det store kørekort til lastbiler. Og så har han arbejdet i transportbranchen i over 30 år. Han erindrer, at jobbet som lastbilchauffør havde en helt anden status, da han var dreng – dengang var drengeværelset prydet med plakater af store lastbiler, og han gik til truckershow, fra han var 14 år.

– Vi har forsømt at tale chaufførjobbet op. I dag har vi ikke meget af den slags arbejde tilbage på danske hænder, da meget transport over grænserne i dag foregår med udenlandsk arbejdskraft. Men sagen er, at vi rent faktisk mangler dygtige, danske distributionschauffører. Det er en skam. For det er langt fra alle fremmede, der har et godt lokalkendskab og kan løse opgaven effektivt med at hente 150 pakker på en terminal og aflevere dem på næsten lige så mange forskellige adresser i byen. Når man fx skal køre med friske jordbær til Netto i Blågårdsgade i København eller fersk kød ind i butikkerne i København lørdag og mandag morgen, så er det en fordel, at man kender byen som sin egen bukselomme og kan forstå dansk og give kunderne en god betjening. Jeg vil gerne være med til at gøre chaufførjobbet attraktivt med et fleksibelt arbejdsliv, fortæller Carsten og henviser til den store frihed, som denne faggruppe har og interaktionen med mennesker, hver gang en pakke afleveres til en forhåbentlig glad kunde.

Vil bidrage positivt til transportbranchens bundlinje med chaufførudlejekoncept

Carsten Moberg driver Logistikkompagniet i Greve Kommune med administrationskontor i ErhvervsCentret, da han oplever, at det er her, at kunderne til mange lager- og logistikopgaver er.
– Når vores nye serviceydelse med leje af chauffører er oppe at køre, så vil det være med til at understøtte branchens vækst. Vi sørger for, at vores chauffører har den rette træning og attitude, og de bliver fast tilknyttet de kunder, der indgår i et længerevarende samarbejde med os. Vi klarer også briefingen af chaufførerne i forhold til det praktiske. Det er med til at sikre, at chaufførerne altid ved, hvordan opgaverne skal løses, udtaler Carsten.

Kilde: ErhvervsCentret Greve

Deltag i debatten
Del.