Helt nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at Greve er foran 97 andre kommuner, når det gælder kontanthjælpsmodtagere i job.

I Greve går voksne folk på arbejde og forsørger sig selv. Det forventer kommunen, og det forventer borgerne af hinanden, og derfor er Greve Kommune blandt de allerbedste, når det gælder beskæftigelsesindsatsen.

I løbet af de seneste to år er antallet af kontanthjælpsmodtagere i Greve faldet med 33 procent. Og det betyder, at 292 Greveborgere nu forsørger sig selv i stedet for at modtage kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse.

Tallene kommer ikke bag på Morten Dahlin, formand for Integrations-, Beskæftigelses- og Ungdomsudvalget. Tvært imod:

“I byrådet kræver vi, at raske ledige skal forsørge sig selv. Vi er kompromisløse, og derfor lykkes vores arbejde. I Greve ser vi nu, at alle typer borgere forsørger sig selv. Det betyder også, at de bliver mere tilfredse og får flere penge mellem hænderne. Kommunen sparer til gengæld på de sociale ydelser, og kan bruge flere penge på noget, som gavner borgerne. Det er rent win-win,” siger han.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet mærkbart i hele landet, men Greve Kommune skiller sig altså ud ved at ligge i den absolutte top. Den eneste kommune, hvor antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet mere er Solrød.

Kilde: Greve Kommune

Deltag i debatten
Del.