Lars Wendelboe, der arbejder hos Lundbeck som warehouse operatør og bor i Greve, har været med på det første hold, der i efteråret 2017 har bestået en kompetencegivende efteruddannelse i Logistik i ErhvervsCentret. Det er første gang, at han får papir på en uddannelse, efter han som 15-årig forlod folkeskolen og begyndte at arbejde – og han har selv betalt for uddannelsen og brugt sin fritid på den.

Lars Wendelboe var mødt op i ErhvervsCentret på eksamensdagen så tidligt, at han kunne nå at ønske ’held og lykke’ til logistikkoordinator Heidi Ranveig Olsen fra Nettos hovedlager i Køge, der som den første på holdet skulle til eksamen. Udenfor ventede han spændt sammen med salgskonsulent Charlotte Lilholm Carpinor fra Mikkelsen Electronics, der skulle op bagefter. Den mundtlige eksamen var kulminationen på et forløb af 10 uger, hvor han en gang ugentligt har brugt en dag på at deltage i undervisningen sammen med andre ligesindede, der også arbejder indenfor logistik- og transportområdet men i andre virksomheder.

Lars Wendelboe

– Det har været hårdt men også meget lærerigt at tage den her efteruddannelse i Logistik. Jeg har aldrig fået taget en uddannelse efter folkeskolen. Men jeg har tænkt på det i mange år. Nu skulle det være, tænkte jeg, da jeg så et opslag med det nye tilbud i ErhvervsCentret på Facebook. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Men jeg har meget travlt. For jeg har været nødt til at tage direkte på arbejde helt til kl. 23.00 lige efter undervisningen. Det har været dejligt, at mine søde kolleger har hjulpet mig med at få det til at fungere, så jeg kunne følge undervisningen og tage min tjans i produktionen om aftenen i stedet, fortalte Lars, mens han ventede på, at det blev hans tur til at få eksamen overstået.

– Jeg er ikke vant til at gå til eksamen men prøver at tage det roligt. Det er godt at få en lille snak med de andre, der også skal op i dag. Det hjælper på nerverne. Heldigvis sidder det med logistik i praksis på rygraden, fordi jeg har arbejdet med det i flere årtier, sagde Lars med et smil og tilføjede: Opbakningen på hjemme fronten fra min kone Jannie har været uden sidestykke under hele forløbet, og det vil jeg gerne sige et stort tak for.

Alle bestod eksamen i Logistik – hele karakterskalaen blev brugt
På jobbet er det Lars opgave at dokumentere, at produktionen får det rigtige materiale til blandt andet tabletter og dråber, som Lundbeck fremstiller. Som Lars selv udtrykte det, så skal han som warehouse operatør sikre, at ’det hele er, som det skal være’, så produkterne i sidste ende pakkes i de rigtige emballagebakker og forsynes med de korrekte etiketter. Det hele gik også, som det skulle, da Lars og de andre deltagere fra holdet gik til eksamen. Alle bestod og scorede karakterer lige fra 2 til 12.

Lars fortalte, at han takket være uddannelsen i Logistik har fået mere selvtillid og øjnene op for, at statistik kunne være et spændende felt for ham at arbejde videre med. Men han vurderer, at det kræver ekstra af ham, hvis han skal til at arbejde med det på jobbet. For det første skal han overbevise arbejdspladsen om, at det er en god idé, og for det andet skal han have lidt mere tid til at sætte sig ind i det.

– Jeg oplever, at jeg helt klart har fået mere styr på det, der er ’mit fag’. Jeg føler også, at jeg er blevet bekræftet i, hvad det er, jeg er god til på jobbet, og hvad det er, jeg skal arbejde videre med, hvis jeg vil udvikle mig fagligt og måske have nye opgaver. Og det er en rar følelse, fortalte Lars.

Da Lars på eksamensdagen vinkede farvel til de andre deltagere på holdet, opfordrede han dem til at melde sig til endnu et modul i den kompetencegivende uddannelse – og den var de alle med på at overveje.

Uddannelsen udbydes i ErhvervsCentret i samarbejde med Erhvervsakademi Sjælland. Nyt hold i Supply Chain Management starter til januar 2018 og i Logistik til april 2018. Tilmelding sker via ErhvervsCentrets hjemmeside.

Kilde: ErhvervsCentret Greve

Deltag i debatten
Del.