Overvejer du at leve af din hobby eller en god forretningsidé? Men ved du ikke, hvad der skal til for at komme godt og hurtigt fra start som iværksætter?

Så kan du på et opstartsmøde for nye iværksættere få svar på alle dine spørgsmål og møde andre ligesindede. Du møder også Tobias Thomas, der på få år har formået at etablere sig som en ung iværksætter med fotos, video og markedsføring på sociale medier. Han modtog i 2017 årets iværksætterpris og deler ud af sine erfaringer med at lykkes som selvstændig.

Tobias Thomas The Winning Team

Årets første opstartsmøde for nye iværksættere afholdes af Greve-Solrød Erhvervsservice onsdag den 13. marts 2019 kl. 16.30-20.30 i Solrød Jobhus, Karlstrupvej 56, 2680 Solrød Strand. Det er gratis at deltage i. På mødet vil du få information og gode råd inden for jura, skat, moms, økonomi og bogholderi.

”Do it with passion”

Til mødet vil 23-årige Tobias Thomas fra TT-film fortælle om, hvordan han allerede som gymnasieelev i slutningen af 1.G på Køge Handelsgymnasium gik så småt i gang med at starte egen virksomhed for senere at kunne leve af sin hobby. Det hele begyndte med, at han som studerende tog et kamera med til en fest på Køge Handelsskole og klippede en film sammen, som blev lagt på Facebook. Det udviklede sig til flere videoer, og pludselig gik rygtet om, at Tobias var god til at lave små film til sociale medier. Forretningen tog for alvor fart et års tid efter gymnasiet, da han gennem sit netværk og markedsføring på sociale medier fik banket sit navn fast som selvstændig konsulent inden for videoproduktion, fotografering, grafisk design og Facebookoptimering.

– Jeg synes, det er fedt, at jeg i dag kan leve af min hobby. Mit motto er: “Do it with passion”. Jeg har fx ingen problemer med at arbejde til midnat, hvis det er nødvendigt for at løse en opgave til tiden for en kunde. Jeg synes, mit arbejde er sjovt. Det, der driver mig, er, at jeg kan se mine ideer leve fra skitse til færdig film, fortæller Tobias Thomas, der i dag har så travlt, at han har ansat en grafisk medarbejder og en studerende til at stå for noget af driften med at styre kundernes tilstedeværelse på de sociale medier. Han vil ikke udelukke, at han får brug for flere medarbejdere med tiden.

Sådan får du kunderne til at kigge din vej

I dag er Tobias Thomas i kontakt med langt mere end 100 forskellige kunder, der køber ydelser af TT-film. Når han rådgiver dem om digital markedsføring, ynder han at sige: Du skal ikke fiske efter dine kunder – du skal lade dem gå på krogen ved at fortælle de gode historier om din virksomhed, fx gennem storytelling.

– Jeg tror, at jeg er kommet hurtigt og godt fra start som selvstændig, fordi jeg har brug meget tid på at gå til netværksmøder og lære andre erhvervsfolk at kende. Jeg fik talt med en masse ligesindede og fik god træning i at præsentere mit firma kort og præcist. Det har helt klart skabt værdi for mig som iværksætter. Jeg har også brugt en del penge på selv at annoncere på de sociale medier for at synliggøre mit navn, min virksomhed og mine ydelser, understreger Tobias Thomas, der er født og opvokset i Solrød og i dag driver TT-film fra et kontor ud til det gamle torv i Køge.

Et af de råd, som Tobias Thomas vil give videre til andre, der vil være selvstændig, er, at de skal finde sig en god revisor, så snart der begynder at komme kunder i butikken.

– Noget, der kan knække de fleste iværksættere, er ikke at have en dygtig revisor. Det er vigtigt, at du som nystartet ikke falder omkuld, fordi du ikke får fulgt op på regninger og ikke har styr på omsindberetninger, selvangivelser og medarbejder kontrakter, siger Tobias Thomas.

Dorte Kjærgaard, der som erhvervs- og udviklingskonsulent i Greve-Solrød Erhvervsservice vejleder mange lokale iværksættere, håber at se mange nysgerrige og håbefulde borgere til opstartsmødet.

– Alle med et ønske om at få et iværksættereventyr er velkomne til at deltage og få input til iværksætterprocessen og skabe relationer til andre, der kan kickstarte forretningen, siger Dorte Kjærgaard.

Program

  • 16.00 Ankomst og registrering
  • 16.30 Velkommen til nye iværksættere i Solrød Kommune og Greve Kommune
    v/ Niels Hörup, Borgmester i Solrød Kommune
  • 16.40 Kort præsentationsrunde
    Forbered gerne en kort præsentation af din forretningsidé
  • 17.00 Vigtige overvejelser i den tidlige opstartsfase – findes der en checkliste?
    v/ Dorte Kjærgaard, Erhvervs- og udviklingskonsulent, Greve-Solrød Erhvervsservice
  • 17.30 Sådan får du kunderne til at kigge din vej – en iværksætterhistorie
    v/ Tobias Thomas, TT-FILM
  • 18.15 Pause, netværk og forfriskning
  • 18.45 Virksomhedsformer, aftaler og andre juridiske forhold v/ Dorte Kjærgaard, Erhvervs- og udviklingskonsulent
  • 19.15 Bogføring, skat og moms når du starter op v/ kommer senere
  • 20.30 Tak for i dag

Før og efter indlæggene vil der være mulighed for netværk og yderligere dialog med indlægsholderne og de øvrige deltagere.

Det er gratis at deltage i mødet, men tilmelding er påkrævet via ErhvervsCentrets hjemmeside: https://erhvervscentret.nemtilmeld.dk/121/

Kilde: ErhvervsCentret

Deltag i debatten
Del.