I maj 2018 var der fuldt hus, da ErhvervsCentret inviterede til workshop i kaffemøder, som skaber værdi for forretningen. Nu gentages arrangementet til februar. Der er plads til 30. Vil du med? Det er gratis. Erik, der er selvstændig transitionskonsulent, fik i sommer et kaffemøde med en anden deltager, som han kan samarbejde med fremover – også når det gælder udfordringen med at få nye kunder og opgaver.

Workshoppen om kaffemøder finder sted onsdag den 27. februar, 2019, kl. 8.30-10.30 i ErhvervsCentret på Korskildelund 6, 2670 Greve.

– Arrangementet henvender sig til iværksættere, chefer og medarbejdere, der vil inspireres og trænes i at holde kaffemøder med mennesker, de ikke kender, og få fuldt udbytte af det. Det er også for personer, som allerede har holdt mange kaffemøder, men som ikke synes, de lykkes med det, fortæller erhvervs- og udviklingskonsulent Dorte Kjærgaard, som til daglig arbejder med at vejlede iværksættere og virksomheder i Greve-Solrød Erhvervsservice i ErhvervsCentret.

Erik er blevet bedre til at møde fremmede og bede andre om hjælp

En af de selvstændige, der var med sidste gang på workshoppen om kaffemøder, er Erik A. Nielsen, der er indehaver af konsulentfirmaet Anker. Firmaet er sat i verden for at hjælpe ledere med at gennemføre succesfulde fusioner, opkøb og andre forretningstransformationer. I halvandet år har Erik haft en plads i Vækstfabrikken Greve i ErhvervsCentret. Han valgte at deltage i workshoppen om kaffemøder for at blive bedre til at få forretningsmæssig værdi ud at tale med fremmede over en kop kaffe.

– Jeg ønskede at blive bedre til at udvide mit netværk og få tips til den mentale forberedelse. Jeg tror meget på, at vi gensidigt kan blive bedre til at hjælpe hinanden og bede om hjælp. For det kan føles meget grænseoverskridende at træde ud af ens egen komfortzone og gøre noget, man ikke er vant til. Vi er nok mange mænd, der gerne vil klare os selv og fikse alt selv. Vi bilder os ind, at vi skal skabe vores egen succes. For mit eget vedkommende var det sundt at prøve at bede en anden om hjælp i en øvelse på workshoppen. For jeg følte, jeg var i trygge omgivelser. Du dør jo ikke af at bede andre om hjælp, og det er faktisk lidt som en livsstil, der skal trænes, forklarer Erik A. Nielsen og uddyber: Det handler om at øve sig i at lytte, hjælpe og tage imod hjælp af fremmede. Man kan få meget gratis hjælp, hvis man møder andre mennesker uden en sælgerattitude; for vi vil alle gerne hjælpe hinanden via vores netværk.

Erik glæder sig over at have mødt en anden erhvervsdrivende til workshoppen i ErhvervsCentret i sommer. For han har også sit eget konsulentfirma, der hjælper de samme typer af kunder.

– Jeg har haft stor gavn af at møde og få en kop kaffe med Jens Wrang, indehaver af konsulentfirmaet Optimum Consulting, der hjælper kunderne med den finansielle del af køb og salg af virksomheder. Vi er ikke hinandens konkurrenter, da jeg sparrer med mine kunder om at styrke kulturen og motivationen hos medarbejderne fx i forbindelse med fusioner. Da vi sælger forskellige ydelser til den samme type kunde, har vi gavn af at kunne samarbejde og henvise til hinanden, understreger Erik.

Dorte Kjærgaard, der har taget initiativ til arrangementet, glæder sig over, at der er kommet større fokus på at styrke salget gennem kaffemøder.

– I disse tider er der så stor fokus på digitalmarkedsføring og salg. Så mange kan næsten helt glemme den gamle metode – nemlig kaffemøder, der er værd at meste og investere i. Vi mærker, at interessen for emnet er stort. Til workshoppen sørger vi for, at der er afsat god tid til praktiske øvelser, så deltagerne har rig mulighed for at skabe værdifulde og interessante relationer til hinanden. Vi har inviteret idémanden bag Meet over Coffee, Henrik Hahn-Nissen. Han har en vision om at skabe verdens mest effektive erhvervsnetværk gennem en-til-en netværksmøder. Han giver blandt andet deltagerne fif til, hvordan de griber et kaffemøde an og får værdi af samtalen, fortæller Dorte Kjærgaard, der vurderer, at det kan give god værdi, hvis man som iværksætter tør åbne op for, hvem man er som person, og hvad man har af udfordringer med forretningen.

Kilde: ErhvervsCentret i Greve

Deltag i debatten
Del.