Tirsdag den 27. februar inviterer Greve Kommune til åbent hus på Greves første bosted for voksne med udviklingsforstyrrelser.  

Om ganske få uger flytter 24 voksne med udviklingsforstyrrelser ind på Bostedet Vangeleddet. Men inden da er der mulighed for at se det helt nye byggeri, når Greve Kommune inviterer til åbent hus på bostedet.

Det foregår tirsdag den 27. februar klokken 16 til 17 på Vangeleddet 9.

“Jeg er rigtig glad for, at bostedet nu er færdigbygget, så vi har et lokalt tilbud til vores voksne borgere med udviklingsforstyrrelser”, siger formand for Social-, Sundheds-, og Psykiatriudvalget, Liselott Blixt.

“Byggeriet er superflot, og bostedet indeholder alt, hvad de kommende beboere har behov for. Jeg håber, at der er mange, som har lyst til at komme og se de nye rammer”, afslutter hun.

Vangeleddet består af 24 individuelle boliger, som er fordelt på to etager. Der er to fællesstuer og et stort køkken-alrum på hver etage. Derudover er der fine udearealer med plads til grill og spil.

Lejlighederne er indrettet med stue, soveværelse, mindre køkken og et stort badeværelse. Der er desuden to indgange til lejlighederne; en indgang fra udearealerne og en indgang fra fællesarealerne i huset.

Kilde: Greve Kommune

 

Deltag i debatten
Del.