IDE House of Brands er nordens førende B2B leverandør af profiltøj, reklameartikler og firmagaver. Virksomheden, der er 32 år gammel og stiftet i Norge, er i dag repræsenteret i hele Norden.

I sommer åbnede virksomheden en afdeling i Greve i ErhvervsCentret for at komme tæt på virksomhederne i lokalområdet og hovedstaden. Forleden afholdte virksomheden messe for mere end 100 gæster, og dagen forinden kom repræsentanter fra Greve Kommune på virksomhedsbesøg i de nye rammer i Greves lokale erhvervshus på Korskildelund 6.

IDE House of Brands er faldet godt til i Greve Kommune og ikke mindst i ErhvervsCentret. Det fortalte direktør Henrik Rosenlund, da han for nylig var vært for et virksomhedsbesøg og tog imod borgmester Pernille Beckmann, kommunaldirektør Claus Thykjær, byrådsmedlem Morten Dahlin, der også er formand for Integrations- og Beskæftigelsesudvalget samt erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed.

– Greve, synes vi, har en god beliggenhed. Vi kan allerede nu mærke, at vi kan tiltrække kunder ikke bare fra lokalområdet men fra hele Storkøbenhavn. De gider godt køre til Greve. For det er nemt at komme hertil, og der er fri parkering lige ved døren. Så det er meget attraktivt for os at have fået et kontor med et stort showroom her i ErhvervsCentret, fortalte Henrik Rosenlund, der til daglig arbejder i IDE House of Brands på det danske hovedkontor i Kolding.

ErhvervsCentret er en spændende platfor for IDE House of Brands

Henrik fortalte, at beliggenheden i ErhvervsCentret giver virksomheden en god synlighed over for alle de virksomheder, der driver forretning i de professionelle og præsentable rammer eller kommer forbi til møder og arrangementer mv.

– Vi har en masse produkter til vores kunder – lige fra bolsjer, kuglepenne og kasketter til Rolls up og pæne skjorter med logo. Det giver os en masse muligheder for at blive synlig på en helt anden måde, end hvis vi lå for os selv i et industrikvarter. ErhvervsCentret er meget attraktivt for os. Her er så meget aktivitet og så mange mennesker i huset. Her er masser af sparring og inspiration at få. Det er helt klart en spændende platform at arbejde ud fra for os, understregede Henrik, der var stolt over at vise virksomheden frem over for borgmesteren og de andre gæster, der deltog i virksomhedsbesøget.

Den daglige leder af Grevekontoret Anita Dam Nissum, der har solgt Gaveposen.dk til IDE House of Brands i foråret, værdsætter også de nye rammer til at afholde messer og holde møder. I de nye lokaler arbejder pt. fire medarbejdere i et kontor med tilknytning til et nyindrettet showroom.

– De nye lokaler, vi har fået, gør, at vi i hverdagen har det, vi skal bruge af plads. Vi har fx mulighed for at inddrage møde- og konferencelokaler, når vi skal holde messer. Vi kan med stolthed sige, at messen gik rigtig godt. Alle var nysgerrige og interesserede i vores produkter. Der var helt klart en god stemning. Vi hjalp vores kunder hurtigt og effektivt med at imødekomme deres gaveønsker og få valgt de rigtige produkter og profilartikler, understregede Anita.

Kilde: ErhvervsCentret i Greve

Deltag i debatten
Del.