Ny udstilling på Greve Museum vises fra d. 3. oktober – 30. december

Et tilfældigt møde i 2013 mellem tre kunsthåndværkere har nu ført til en ny særudstilling på Greve Museum. Kom og oplev resultatet af et kreativt samarbejde mellem en brodøse, en væver og en strikkekunstner i den nyåbnede udstilling”Hvem Sagde Broderi”?

Gennem en periode på fire år har de tre kunsthåndværkere Jytte Harboesgaard, Lisbeth Degn og Mai-Britt Bille arbejdet på et fælles broderiprojekt. De har konstant givet sig selv og hinanden nye udfordringer og opgaver for netop at udforske, hvad det er, broderiet kan bruges til. Resultatet af deres samarbejde kan opleves i den nyåbnede udstilling på Greve Museum.

Hvem sagde broderi: Mai-Britt Bille – Fotograf Karl Ravn

Plejer er død og det er min stramajpude også!

Jytte Harboesgaard, som har broderet siden hun var helt ung, fortæller, at hun konstant bliver inspireret fra andre dele af tekstil-kunstens verden. Det er netop også, hvad hun blev, da hun inviterede strikkekunstner Lisbeth Degn og væver Mai-Britt Bille med i projektet, hvor broderi er nøgleordet. Mange kan måske tænke, at der er mange regler for, hvordan man bør brodere, men spørger man de tre kunsthåndværkere, så er ”plejer” død, og regler er til for at blive brudt. Dog havde de alligevel brug for at opstille nogle regler, når de skulle brodere, og derfor opstillede de en række dogmer, som de skulle brodere efter – altså et fælles oplæg for de udstillede broderier.

Hvem sagde broderi af Lisbeth Degn – Fotograf Karl Ravn

Udstillingen byder på et væld af farver, former, sting og fantasifulde fortolkninger af, hvordan et broderi kan se ud. I udstillingsperioden er det også muligt at melde sig til workshops og rundvisninger på udvalgte dage og lære tips og tricks fra de kyndige brodøser.

Hvem sagde broderi – Jytte_Harboesgaard – Fotograf Karl Ravn

Praktiske oplysninger
Udstillingen vises på Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve fra den 3. oktober til d. 30. december 2017. Der er fri entré til museet og til udstillingen. Se mere om workshops og rundvisninger, der knytter sig til udstillingen ved at klikke på disse links:
Broderiworkshop og rundvisning d. 11/10
Broderiworkshop og rundvisning d. 19/11

Kilde: Greve Museum

Deltag i debatten
Del.