Onsdag den 8. november kl. 16 inviterer Greve Museum og Lokalarkiv igen til ”Lokalhistorisk Café”. Denne eftermiddag gæster en gruppe frivillige fra Sydkystens Slægtsforskere museet for at fortælle om deres arbejde med den lokale fattiggård Greve Hospital og om nogle af de menneskeskæbner, der knytter sig til dette sted.

Fra fattiggård i Greve til udstillingshus på Frilandsmuseet

Greve Hospital, som lå i Greve Landsby blev bygget i 1710 til at huse fattige, invalide og gamle, som ikke kunne forsørge sig selv. Ordet hospital er måske lidt misvisende for os i dag, da vi forbinder dette ord med noget andet, end man gjorde for et par hundrede år siden. Oprindelig kommer ordet hospital fra latin og kan betyde både et herberg, et logi og et gæstfrit sted. Så datidens hospital i Greve var altså en stiftelse, hvor gamle, syge eller fattige kunne få kost og logi. Huset eksisterer stadig den dag i dag, og man kan endda besøge det for at få et indblik i hvordan fattige gennem tiden har indrettet sig i huset. Siden 1984 har det nemlig stået på Frilandsmuseet i Brede.

 Slægtsforskere på detektivjagt i folketællinger og kirkebøger

Denne eftermiddag har Sydkystens Slægtsforskere i samarbejde med arkivar Mikkel Stage valgt at fortælle om en enkelt beboer på fattiggården, hendes børn og deres videre skæbne. I 1834 boede der 496 personer i Greve Sogn og heraf boede 25 af dem på Greve Hospital. Én af beboerne var Johanne Jacobsdatter, som var enke med 4 børn. Slægtsforskerne har brugt rigtig mange timer på at søge i kirkebøger, folketællinger og regnskabsbøger efter oplysninger, der kunne fortælle noget om Johanne og hendes børn. Og de mange timers arbejde gav da også bonus. Hvad de fandt ud af, kan du høre til den lokalhistoriske café på Greve Museum. Så kom og hør om familiens skæbne, og om hvordan det gik for børnene af en enke på fattiggården.

Praktisk information og billetter

Arrangementet foregår onsdag d. 8. november kl. 16. Denne dag har museet åbent fra kl. 11 og helt frem til 20. I museets café vil der både før og efter arrangementet være mulighed for at købe kage og kaffe eller et let måltid mad som eksempelvis suppe og hjemmebagt brød.

Arrangementet koster 30 kr. pr. person. Det er dog gratis at deltage for medlemmer af Sydkystens Slægtsforskere, Greve Museums Venner, Foreningen Valdemar samt Greve Lokalhistoriske Forening.

Kilde: Kamilla Hjortkjær

Deltag i debatten
Del.